Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Opløsning
Af Anne Brøchner
Hun hørte alt det, han ikke sagde. Da hun pustede ud, faldt brystkassen næsten
helt igennem hende. Hun stirrede op i loftet og følte sig tynd som et stykke
papir.
”Skal vi ikke bare sove lidt?”
Hun havde ikke noget svar.
Og der lå de så. Sammenslynget. Som før, som altid. Og dog, for de var
ikke længere de samme. De var nogle andre. Han hviskede godnat, strøg
næsen mod hendes hår og lagde hånden på hendes hofte. Hun mumlede tilfreds
og prøvede samtidig at ligge så stille, at hun ingenting kunne mærke.
Søvnløsheden blev hendes nye elsker. Med ham ved hånden vandrede hun
gennem gaderne og lyttede til det betryggende åndedrag fra en sovende by.
Tungt. Dybt. Som modvægt til det, der forskød sig derinde. Konturer blev
flydende, afstande opløst, led raslede sig løs.
Alt for ofte snublede hun over hans fravær.
Først fordømte hun sin egen fintfølenhed. Fordømte, at hun så hans flakkende
øjne og evigt vippende fod. At hun bemærkede, hvordan han nulrede hjørnet
af avisen, hvordan han glemte at svare. Fordømte, at hun ikke havde fortiet.
Dernæst forsøgte hun med foragt. Hans medlidenhedsfremkaldende
eksistens var hende ikke værdig, han var patetisk, til grin, men alt hun kunne
mønstre var et savn.
Hun havde søgt efter ham tilbage gennem årene. Fundet en smadret guitar,
en gammel t-shirt, en samling af bilkort, et hus bag en rød havelåge. Hun
havde lyttet til hans dødelighed, ordnet det skatteregnskab, han ikke kunne
overskue, sorteret hans pladesamling. Talt ham tilbage fra steder, hun aldrig
havde været. Omhyggeligt omsluttet ham. Hendes fingerspidser var blevet
helt ru af kærtegn.
Nu følte hun kun undren. Hun undrede sig, så der kom aftryk i puden.
71