Om handicaphjælperes arbejdsmiljø - FOA

10
I de brugerstyrede ordninger har brugerne fået en magt på basis af, at de er funktionshæmmede.
De har både en instrumentel magt: ledelsesretten, dvs. de kan ansætte, afskedige
og bestemme hvordan hjælperne skal arbejde, og en psykosocial magt: de bliver anset
som den svage part, som personer der skal tages særlige hensyn til. Den magt brugere får,
i kraft af deres handicap, har karakter af en offermagt.
Offermagt kræver en nærmere forklaring. Brugere er anerkendt som svagtstillede medborgere
på grund af deres funktionshæmning. Det ligger i vores sociallovgivning, at samfundet
skal kompensere funktionshæmmede borgere for deres svagere position i samfundslivet.
Alle borgere, også funktionshæmmede, skal desuden have myndighed over og
i deres eget liv. Det er en del af begrundelsen for at brugerindflydelse, selvbestemmelse
og individuelle hjælpetilbud vinder frem på alle områder i social- og sundhedssektoren.
Men der er forskel på selvbestemmelse, og på at bestemme over andre. I hjælperordningen
bliver brugeren kompenseret for sin funktionshæmning ved at få myndighed over andres
arbejdsliv. Brugernes svagere samfundsposition bliver udlignet ved, at de får uafgrænset
myndighed i forhold til hjælpernes arbejdsliv, både med hensyn til hvad hjælperne skal
gøre, og hvordan de skal gøre det. Brugerne får en ledelsesret, en ret til at lede og fordele
hjælpernes arbejde efter deres personlige præmisser, de kan styre arbejdet, som om hjælperne
var deres arme og ben. Denne vidtstrakte ledelsesret kalder vi den instrumentelle
offermagt. Den bygger på kompensationsprincippet.
Chefpositionen (arbejdsgiver- og/eller arbejdslederpositionen) er den overordnede magtposition
i arbejdsforholdet. Men på trods af at brugeren har fået denne magtposition,
så opfatter mange andre stadigvæk brugere, som svagtstillede i forhold til hjælpere. Et
synligt handicap leder tit til en opfattelse af, at brugere er svage medborgere, som andre
bør tage særligt hensyn til, og i denne forbindelse er andre de personer, der ikke er funktionshæmmede.
Dette er den psykosociale offermagt. Den psykosociale offermagt er ikke
en direkte magt brugere har. Det er en indirekte magt de får ved at andre personer tager
særlige hensyn til dem; hensyn de ikke ville tage til mennesker, som de opfattede som
overordnede eller ligeværdige. Den psykosociale offermagt skinner igennem når ansatte,
pårørende eller socialforvaltere ikke stiller samme krav til brugere, som de ville have stillet
til andre chefer, slægtninge eller borgere. Sådanne særlige hensyn og mangel på ligeværdige
krav - offermagt - kan give nogle personlige fordele for den enkelte bruger, men offermagten
underminerer samtidig den mellemmenneskelige ligeværdighed. Når hjælpere
tager særlige hensyn til brugeren; hensyn de ikke ville have taget til andre chefer (eller til
deres venner), så kan det både bero på den indirekte psykosociale offermagt og på den
direkte offermagt, dvs. den instrumentelle magt brugeren har fået som kompensation for
sin funktionshæmning, og som betyder at brugeren kan fyre hjælperen.