Om handicaphjælperes arbejdsmiljø - FOA

46
Brug af hjælpemidler blev anset som vigtigt, for et godt arbejdsmiljø af mange hjælpere.
Særlig af de hjælpere der havde tidligere erfaringer fra den offentlige omsorgsektor, fordi
de havde noget at sammenligne med. Der er sket en stor udvikling af hjælpemidler; hjælpemidler
der skal lette de fysiske belastninger for dem, der udfører plejearbejde for andre
mennesker. Brug af hjælpemidler ved forflytning og i plejearbejde, er blevet indarbejdet i
den offentlige omsorgssektor.
Nogle tekniske hjælpemidler ændrer den fysiske nærhed mellem hjælper og bruger. De
kan skabe mere fysisk distance, men de beskytter både brugeren og hjælperen. Det gælder
hvad enten der er tale om at bruge lift til forflytning eller handsker til personlig pleje.
Manuel forflytning foregår i et nært favntag, når hjælperen med sin krop, sine ben og sine
arme, understøtter brugerens krop, ben og arme, eller når hjælperen bærer brugeren i sine
arme. Personlig pleje uden handsker, ligner den intimitet vi ellers kun har med familiemedlemmer
(f.eks. når forældre vasker deres børn) eller mellem kærester. Hjælpemidler
gør altså kontakten mellem bruger og hjælper mindre fysisk intim, og det bliver tydeligt at
plejearbejdet er et professionelt forhold.
En del brugere vægrer sig mod hjælpemidler. Det kan stå i den arbejdsaftale brugeren har
udformet, at hjælperen skal løfte manuelt. Som arbejdsleder i det daglige, er det brugeren
der instruerer og bestemmer hvordan hun/han vil have arbejdet gjort. Det er ikke i tråd
med nutidens sundheds- og sikkerhedspraksis, og dermed heller ikke med arbejdsmiljølovgivningen,
men foreløbig har Arbejdstilsynet ikke grebet ind i de private ordninger.
Brugeres modstand mod hjælpemidler kan bero på flere ting. En lift fylder og dens tilstedeværelse
gør funktionshæmningen mere synlig. Lift-forflytninger kan tage længere tid
end manuelle forflytninger. Noget af den familiære menneskelige berøring kan forsvinde,
når hjælperen lifter i stedet for løfter, eller bruger handsker ved personlig hygiejne. Det er
snarere manglende brug af hjælpemidler, end manglende hjælpemidler der er problemet,
for hjælpemidler koster ikke brugeren noget, de bevilges og betales af det offentlige.
I spørgsmål om hvorvidt der skal bruges hjælpemidler eller ej, er offermagten i høj grad
på spil. Mange hjælpere har svært ved at sige nej, hvis brugeren beder om at blive løftet.
Det er desuden nemmere at holde fast ved gode forflytningsrutiner hjemme end ude.
Er bruger og hjælper ude sammen, er det endnu sværere for hjælperen at sige nej til at
løfte. Brugeren bestemmer hvorvidt man tager hjemmefra med eller uden lift, men det er
hjælperen der bærer konsekvensen af brugerens beslutning, hvis brugeren alligevel skal
forflyttes. Mange hjælpere fremhæver hvor svært det er at sige nej, når man står i den konkrete
situation. Andre holder fast på, at det er hjælperens eget ansvar konsekvent at afvise