Med netværket på arbejde - Akademisk Opgavebank

nuværende tidspunkt, eftersom majoriteten ikke i tilstrækkelig grad anerkender ’fremmede’
etniciteter.
Kommunikationsstrategisk har vi derfor været nødt til at medtænke usynliggørelse som et vilkår
for planlægningen, idet en delvist tilpasset position er nødvendig for at begå sig på
arbejdsmarkedet.
Men da vi ikke, på nuværende tidspunkt, ser, at der i en ’assimileret’ position i tilstrækkelig grad
gives mulighed for en anerkendelse af etniciteten, og når vi samtidig ønsker at skabe grundlag for
en mere ligeværdig kommunikation, er vores argumentation på dette område langt fra entydig.
For at opnå anerkendelse af etnicitet, ser vi, at en synliggørelse er den eneste måde at opnå en
ligeværdig og professionel kommunikation. Dette skyldes, at vi ser, at en synliggørelse på sigt vil
kunne blive medvirkende til at bryde med visse fordomme og forestillinger om forskellige kulturer.
Vi ser derfor, at en anerkendelse først finder sted, når disse fordomme og forestillinger er
nedbrudt. Vores ærinde er således ikke at argumentere for etnicitet som en kompetence i sig
selv, men at skabe et kommunikativt grundlag for en anerkendelse af forskellige kulturelle
erfaringer.
Vi mener derfor også, at vi i planlægningen af interkulturel kommunikation nødvendigvis må
forholde os til de utilsigtede effekter kommunikationen kan have. Således finder vi det væsentligt
at overveje, hvordan andre mulige positioner kommunikativt ville fremstille etniske minoriteter, og
om de på sigt ville kunne bidrage positivt til at fremme etniske minoriteters adgang til
arbejdsmarkedet. For eksempel ser vi, at en reproduktion af klientpositionen muligvis for en tid
ville skaffe flere i arbejde, eftersom virksomheder i dag i en vis udstrækning begynder at tage
højde for deres sociale ansvar. Vi har imidlertid gennem projektet rettet en stærk kritik mod
brugen af denne positioneringsform. I kommunikationsøjemed har vi derfor spurgt os selv om det
etisk forsvarlige i at reproducere diskurser, der kan positionere etniske minoriteter i en svagere
position, eller som fungerer diskriminerende.
Vores løsning kommer således til at handle om at skabe en ny kommunikationsform, et nyt sprog,
der tager højde for den eksisterende doxa, men samtidig rummer mulighed for at fremstille
etniciteten på lige fod med andre personlighedsmarkører, og dermed ikke positionerer etniske
minoriteter svagere end majoriteten.
Det interessante er, at når vi taler mangfoldighed og synliggørelse er det ikke rigtigt muligt at
gennemskue, hvad den egentlige styrke består i. Vi kan flere steder læse, at mangfoldigheden
skal bidrage med anderledes perspektiver og dynamik på arbejdspladserne, men det er ikke helt
til at blive klog på, hvordan forskelsmarkører som alder, køn, seksuel orientering eller etnicitet er
mere ’forskellige’ end andre sociale forhold og personlige ressourcer. Dette besværliggør
kommunikationen, idet argumentationen for styrken i den mangfoldige position ikke umiddelbart
er tilgængelig i sproget. Ikke desto mindre er det den eneste diskurs, der muliggør en positiv
synliggørelse af etnisk tilhørsforhold. Vi foreslår derfor en hybrid, hvor synliggørelsen af etnisk
57