Campus og studiemiljø - Bygningsstyrelsen

studie & Forskningsmiljø / study and researCH environment
“
i dag dukker nye læringsformer op. at lytte, læse og diskutere er stadig utroligt vigtigt,
men kan foregå på nye måder. nye former baseret på spil og leg kan blive introduceret og
kan blive støttet af de utrolige muligheder, som teknologien giver / today, new learning forms
are surfacing. listening, reading and discussing remain incredibly important, but can take
place in new ways. new forms based on games may be introduced and supported by the vast
possibilities offered by technology
universitetet, og det fik forelæsningslokaler
– ”auditorier”. Men der udspillede sig også
små teaterforestillinger i form af disputationer,
hvor teser blev angrebet og forsvaret på
basis af forelæsning af en tekst – via en ”lektor”,
en læser. Og stridigheder blev afgjort
af en professor, der kunne ”profess” noget,
dvs. hævde det som gældende viden eller
dogme. En professor, der sad hævet i sin
”chair”, som det stadig hedder på engelsk, og
kunne tale ”ex cathedra”, fra et ophøjet sted.
Den akademiske diskussion lignede næsten,
hvad der senere blev modellen for retssalen.
Professoren blev til dommer, og anklager og
forsvarer overtog rollen som den, der kritiserede,
og den der forsvarede.
Der er således rum til læsning, rum til lytning,
rum til diskussion. Senere opstod to
helt nye typer rum til læring. Med renæssancen
opstår det anatomiske teater, som
vi kalder det. Det er et sted, hvor forskeren
og lægen kan gennemføre en dissektion og
vise den samtidig. Rundt om dissektionsbordet
sidder de studerende og følger med,
og oplever en ny verden åbne sig. Når den
studerende så selv skal til, omdannes læringsrummet
fra et, hvor man ser og lytter
til et, hvor man handler. Det bliver et ”laboratorium”
– et sted hvor der arbejdes. Det
kan være med dyr og planter, med menneskedele,
eller med kemiske og fysiske fænomener.
I slutningen af det 20. århundrede
kom så computer-laboratoriet til med dets
række efter række af skærme og tastaturer.
Klosteret som læringsrum er præget af,
hvad der på engelsk kaldes et ”cloister”, dvs.
et aflukket rum. Der er skel mellem verden
140
og klosterets verden. Livet er afsondret, og
læringen er en fordybelsens eller meditationens
læring. Det er en læring vendt indad.
Det er en art refugium. Men der er andre
former for læring. I renæssancepaladset
foregår læringen helt anderledes. Her er
humanisten både opdrager og underviser,
og i børneværelset er væggene beklædte
med didaktiske billeder, der næsten magisk
skal overføre deres indhold af dyder til de
opvoksende. Sådan som flere af Botticellis
billeder var tiltænkt det. Humanisten bliver
hofmand, og læringen består i at erhverve
den rette evne til at begå sig ikke kun i
konversation men i hele ens adfærd. Den er
præget af evnen til at klæde sig, til at føre
sig, til at deltage i dans og leg, i kunst og
sport. Et fint udtryk er ”sprezzatura”, evnen
til at få det særdeles svære og hårdt tillærte
til at se let og legende ud -- til at dække over,
hvad man egentlig ønsker, bag en ”maske”
af let defensiv ironi. Et læringsideal, der
kom til at præge senere århundreders forestilling
om luksus og overklasse. Det er
ikke som klosterets læring en inderlig fordybelse
men snarere en udadvendt kropslig
performance. Renæssancens paladser kom
mærkeligt nok til at danne arkitektonisk
forbillede for mange af det 19. århundredes
skoler og universiteter.
I slutningen af det 18. århundrede fremkom
de første fabrikker. Hurtigt blev fabrikken
en model for en moderne rationel institution.
Læring skulle foregå i rum, der lignede
fabrikkens. I virkeligheden var en skole
eller et universitet en slags læringsfabrik.
Karl Marx så fabrikken som en model
for læring. Skoler for almindelige men-
neskers børn var begyndt at fremkomme,
og læring skulle organiseres. Langsomt
opstod i de fleste industrialiserede samfund
skolesystemer med et åbent og frit tilbud
om undervisning og læring. Skolestuer blev
til klasseværelser, og med fremkomsten af
demokratier blev der fra den brede befolkning
lagt vægt på at få gennemført skoling,
ja ligefrem undervisnings- og læringspligt.
De store ”victorianske” institutioner opstod:
hospitaler, museer, skoler og universiteter.
De blev ofte bygget som store gotiske
borge eller som renæssance-slotte. Det var
de to perioder, man så op til. Med fremkomsten
af funktionalismen efter Første Verdenskrig
kom fabrikken som ideal endnu
mere i fokus. Boligen var en leve-fabrik
og skolen en lære-fabrik. Det berømteste
eksempel på et læringsrum bygget i fabrikkens
slagskygge er Bauhaus ved Dessau af
arkitekten Walter Gropius. Her var der et
ideal om, at læring skete i værksteder, og
disse var bemandet med både teoretikere og
praktikere. Studier var arbejde, og arbejde
var læring. Bygningerne kunne lige så godt
bruges til en maskinfabrik. Da Bauhaus på
grund af nazismen, og Anden Verdenskrig
endte i USA, fik man til huse syd for centrum
af Chicago på en campus af læringsbygninger
designet af Mies van der Rohe.
Klosterets afsondrede klostergård og dets
klostergang er her afløst af gennemsigtige
pavilloner spredt i et parkagtigt landskab.
Der er åbenhed overfor verden og overfor
hinanden. 1930’ernes lys og luft i boligen
er blevet til lys og luft i læringen. Læring er
ikke den enkeltes individuelle fordybelse,
men knyttet til et travlt netværk af mennesker
i stadig interaktion.