Danske Studier. 1923

102 JOHAN MISKOW OG VIGGO BRØNDAL
Modestrømning) trænger ud i videre Kredse; der opstaar da
Argot, Slang eller Jargon i videre og løsere Betydning, og Elementer
herfra vil. saa ofte optages dels i Klikesprog af forskellig
Art (f. Eks. hos Studenter og Skoledrenge, Soldater og Skuespillere),
dels i det lavere Talesprog hos den øvrige Befolkning. Hvor
Tyvesprogene forekommer i ægte Skikkelse, vil de derimod overalt
have følgende Ejendommeligheder: 1) De skabes bevidst paa Grundlag
af et givet Nationalsprog, og Motivet er Nødvendigheden af Hemmeligholdelse;
2) Karakteren af et saadant Sprog er nødvendigvis
Gaadefuldhed, hvilket naaes ved Forvanskning' af givne Ord, dels
ved Omstilling og Tilføjelse af Lyd og Stavelser, dels ved omfattende
og vilkaarlig Brug af overførte Betydninger. Det gaadefulde
naaes tillige ved rigelig Brug af fremmede Elementer, helst saadanne,
der, som jødiske og sigøjneriske, ikke let genkendes af
Gennemsnitsmennesket i det paagældende Land. Det følger heraf,,
at selv om Tyvesprogene i Motiv, Methode og alm. Karakter er
ganske ensartede, saa har de enkelte Former deraf ikke nødvendigvis
noget med hinanden at gøre; enkelte Elementer gaar ofte
igen, men gerne som parallelle Laan fra samme Kilder. Efter Sagens
Natur maa Tyvesprogenes Tradition ofte blive afbrudt; og det, som
en Tid kun var forstaaeligt for et Faatal af Indviede, bliver for
evige Tider uforstaaeligt for alle.
Sigøjnersproget staar paa alle Punkter i Modsætning hertil.
Det forekommer rundt i Europas Lande, ofte i Opløsning, men
altid som Dialekter af samme oprindelige Sprog; er Traditionen
svag, ja uddøende, saa er eller skimtes der dog en virkelig Tradition,
der vidner om en enkelt, i sin Tid samlet Nation. Der er
ikke Tale om nogen bevidst Forvanskning af det givne eller Laven
af kunstige nye Elementer. Sigøjnersproget er et naturligt Sprog
som et hvilketsomhelst af vore Nationalsprog; og holdes det undertiden
under vanskelige Forhold hemmeligt, saa er det ikke, fordi
det efter sin Natur er et hemmeligt Sprog. Det har derfor heller
ikke Tyvesprogenes vilkaarlige Metaforer; og det optager kun Laan
som alle Sprog; af kulturel Nødvendighed — og saa naturligvis,
naar Sproget ved Nationalitetsskifte helt opgives. Det følger heraf,
at Sigøjnersproget kan studeres ogsaa historisk ganske som et
andet Nationalsprog; man behøver ikke her, som ved Keltringesprogene,
at regne med den personlige Vilkaarlighed og med den
stadige Mulighed for, at Traditionen har været afbrudt.