Danske Studier. 1923

96
KULTUR OG FOLKEMINDER
„binder" Væsener, saa de ikke kan røre sig, kunde jævnføres Lukas Ev.
13, 16, hvor en Kvinde der har været sammenkrummet, saa hun ikke '
kunde rette sig op, kaldes „en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet";
her siges dog intet om, at Djævelen har øvet det gennem en Heks.
Forestillingen om Hekses eller Dæmoners Magt til at kvæle Liv og
Grøde er til syvende og sidst hverken særlig kirkelig eller kristelig; den
turde være almenmenneskelig og genfindes i hvert Fald i del antikke og .
østerlandske Hedenskab. Et Eksempel gældende Tørke: I en demotisk
(sen-ægyptisk) Papyrus fra 3dje Hdr. e. Kr. 1 paastaar Besværgeren (iøvrigt
paa Skrømt) om en Kvinde, at hun har sagt „til Solen: Kom ikke frem! '
til Maanen: Staa ikke op I til Vandet: kom ikke til Ægypterne! til Agrene:
bliv ikke grønne! og til Ægypternes store Træer: Trives ikke I" Vandet
er Nilen, der i det regnløse Ægypten svarer til de „Skyer" som den
græske Cyprian binder. Om den hedenske Gello er talt ovenfor.
Tillæg. S. 2, Troldmand og Biskop. Den Formodning er fremsat 2 ,
at.det ikke er to ensnævnte. Personer som siden forveksledes, men at
Digteren af den opbyggelige Novelle om en Troldmands Omvendelse
(Grundformen til „Bog" 1 og 3, se S. 1,6) gav sin Helt Navnet Gyprian,
idet han vidste noget om en navnkundig Martyrbisp af det Navn (ham i
Kartago); det var dengang almindeligt, at Romaner og Noveller pyntede
sig med Navne fra Historien.
S. 12, Bønnen udenfor Danmark. Prof. Bolte, Berlin, og Prof. Ebermann,
Berlin, har meddelt mig, at de ikke kender noget Sidestykke fra
Folkesprog eller Latin til de danske Tekster.
S. 15, (Landet) Edena. Hvis det som formodet (Anm. 4) er ligt Staden
Adana i Kilikien — ogsaa kaldt Antiokia ligesom Cyprians Stad — kan
det være indkommet fra den noget lignende Legende om Teofilos fra
Adana, en gejstlig (i 6te Hundredaar), der krænket over Forbigaaelse forskrev
sig til Djævelen, men angrede og fik brændt sin Forskrivning 3 .
Den os kendte Form af „Bekendelsen" bliver i saa Fald ikke ældre end
tidligst 6te Hundredaar. Et enkelt Helgennavn viser endda til 8de.
S. 18, Omtegningen af Gyprians Billede. Et Træk netop i Teofiloslegenden
viser, at Gyprian allerede tidligt kunde staa i Mindet fremfor
alt som Livsspirernes Efterstræber, mens hans øvrige Synderegister traadte
tilbage: Teofilos trøster sig i sin Kvide bl. a. ved Tanken om Cyprian,
der blev frelst, „skønt han endog skar de svangre Kvinder op og var
fuld af Ugærninger"; ingen andre af disse opregnes, heller ikke Anslagene
mod Justina, der er Hovedsagen i det ældste Skrift („Bog 1").
F. Ohri.
1 Grifflth & Thompson: Thé demotic magic Papyrus of London and Leiden,
S. 139. 2 Reitzenstein i Nachr. d: Ges. d. Wissensch. zu Gottingen 1917, 38 fl„
og Delehaye i Analecta Bollandiana 39, 322 fl. (Aar 1921). • •* Acta Sanct. Boll.
Februar I, 480, ogsaa EU fornsvensk legendarium I, 28.