Danske Studier. 1923

120 JOHAN MISKOW OG VIGGO BRØNDAL
særlig for at betegne de Rejse- og Opholdstilladelser, der i deres omflakkende
og jagede Liv spiller saa stor en Rolle (i Finland bruges
saaledes bar o lin 'stort Papir' = 'Pas'; i Tyskland kål o lil 'sort
Papir' = 'Stikbrev'; i Stockholms Forbryderverden har man optaget
lil = 'betyg'). —• Udgaar if. Miklosich fra en Form *lij af *lih = oldindisk
lekhas 'Brev'(?). (P. II 339, Ase. 48, M. VIII 5).
Hid, taget. (Hast du was lilst? 'Har du taget noget?' Her er lilst
paavirket af hast). Endelsen -d eller 4 maa her være tysk; 'taget'
hedder egl.j f. Eks. hos de finske Sigøjnere, li lo. Det hører til Verbalstammen
le, som f. Eks. Stockholms Forbrydere bruger efter Taternes
Forbillede: Ja ledde en libra 'jag stal en plånbok'. — Ordet
hører til de ældste Lag af Sigøjnersproget: af Sanskritroden la 'tage'.
(P. I 402, II 139, 327, M. VIII 1).
litze, Herregaard. — Maa være en forkortet Form af Sigøjnerordet filecin
'Slot', i Tyskland ogsaa noteret filezzln, villizin (Philicenn
i Sulzers Zigeunerliste 1787, Kluge p. 251). — Til Grund synes at
ligge nygræsk: (pvXaxrj eller (pvXa&g 'Besætning' (egl. 'Vagt'). (P. Il
392). — I det byzantinske Rige stiftede Sigøjnerne Bekendtskab med
Fæstninger ligesom med Byer og Landeveje (se foro, drom).
lolo, rød. (Dik de gaj wat lolo 'Se hvor Manden bliver rød'). Kendt
hos alle europæiske Sigøjnere i Betydningen 'rød' eller 'blond' (hos de
norske Tatere: laalo jik 'Soldat', egl. 'en rød en'). — Svarer til hindustani
lal, udgaaet fra 15(hi)ta, af sanskrit loha 'rødlig' (ogsaa
'Kobber'). (P. II 338, M. VIII 6).
Ion, Salt („ udtalt kort"; hertil Ion der [vel rettere londe] 'saltet'. Londo
'saltet' og det til Grund liggende Ion 'Salt' (i Sverige noteret lonn,
aabenbart som hos os med kort o) findes overalt hos Sigøjnerne i
Europa og tillige i Ægypten; arm. z. nol beror paa regelmæssig Omstilling
af Konsonanterne. — Det er lig hinduståni Ion, sml. pali 16na,
sanskrit lavana 'Salt'. (P. II 336, Bm. I 144, 248, M. VIII 6).
Lovare, en Stamme af Teltsigøjnerne (bruges med foransat le, se dette).
Et Egennavn som dette maa naturligvis i etymologisk Henseende behandles
med stort Forbehold. Artiklen foran antyder dog, at der indeholdes
et Appelativ deri. Nu findes der i Sigøjnersproget et Adjektiv
laloro, ogsaa la vor o 'stum'. Dette bruges paa en ejendommelig
Maade rundt om i Europa af Sigøjnerne for at betegne de Folk, hvis
Sprog man ikke forstaar (sml. Slavernes neme c 'Tysker', egl. 'stum');
saaledes betegnes det for de spanske Sigøjnere Portugiserne, for de
tyske Litauerne, for de norske Lapperne. Man kunde nu meget vel
tænke sig, at een Sigøjnerstamme paa lignende Maade vilde betegne
en anden Stamme, der ved Sprogskifte var blevet fremmed som 'de
stumme'. Hvor dette er foregaaet (Litauen?) er selvfølgelig ikke muligt
at gætte, saa længe der ikke er oplyst noget nøjere om denne Stamme.
love, Penge (hertil de jyske Skøjeres lo vi; sml. Stockholmsforbrydernes
la>vor 'pengar')* Et fælles europæisk Sigøjnerord, egl. lovo 'Mønt',
Flertal love 'Penge'. — Ordets Oprindelse er ikke med Sikkerhed
oplyst. (P. II 335, M. VIII 7). Nærmest ligger det hos Byzantinerne