Danske Studier. 1923

DANSKE STEDNAVNES RETSKRIVNING
AF
HENRIK USSING
Enhver Strækning af Danmarks Jord og enhver nogenlunde
anselig Bebyggelse bærer fra gammel Tid sit eget Navn.
Disse Stednavne er for største Delen dannet i fjærne Dage, efterhaanden
som de forskellige Steder fik Betydning for Menneskene,
og det derfor blev praktisk at have en Benævnelse paa dem.
Navnene dannedes af Sprogets almindelige Ord, Ord der betegnede
Ejendommeligheder i Jordsmon, Bevoksning, Dyreliv, eller Menneskeværk,
der var udført paa vedkommende Sted; hyppigt indgik
Mandsnavne i Bebyggelsesnavnene for at betegne, hvem der havde
anlagt eller ejet Bostedet. Vore Stednavne er da for den allerstørste
Dels Vedkommende formede af gammelt dansk Sprogstof, dannede
af Ord, der var almindeligt brugte, da Navnene blev til; de er
blevet overleveret fra Slægt til Slægt ligesom Sprogets øvrige Ord
og hører saaledes med til vort Ordforraad ligesom alle andre danske
Ord. Ja, de gamle Stednavne rummer noget af det mest ægte og
oprindelige dansk Sprogstof, vi har. — Det er en national Værdi
som det er værd at hæge og værne med Omhu.
Ligesom Udtalen af Sprogets øvrige Ord ændrer sig lidt fra
Aarhundrede til Aarhundrede, saaledes gaar det ogsaa med Stednavnene,
og naturligvis følger Stednavnene de samme Lydlove som
gør sig gældende i andre Ord. En Del Stednavne har i Tidernes
Løb været kendt saa at sige af hele den danske Befolkning; det
gælder Navne som Jylland, Fyn, København, Vesterhav o. lign.
Men ligesom der i Sproget findes Ord, som kun kendes og bruges
af dem, der har med en særlig Virksomhed at gøre, f. Eks. Ord,
der hører Bødkerhaandværket til, saaledes findes en Mængde Stednavne,
som almindeligvis kun bruges af en snævrere, ja endog
meget snæver Kreds. Men derfor hører de alligevel med til det
Danske Studier. 1923. 4