Danske Studier. 1923

92 FRA SPROG OG LITTERATUR
At Feilberg, som skrev det ned på stedet for 60 år siden, har den
korrekteste form, kan der ikke godt være tvivl om; også selve formen
(så nær som int) lyder mere folkelig. Men brugen af æ og den er
akkurat modsat i de to gengivelser, og her kan det være, at Feilberg
også har det rette, hvad der jo må forandre ræsonnemanget noget. .
Det alsingske Åsen øwer hoi (s. 100) er så godt bevidnet, som jeg
har påvist i DSt. 1920 s. 72, at det ikke kan betvivles. Men jeg har
(a. st.) søgt at give en anden forklaring af dette udtryk, som jeg foreløbig
ikke kan opgive til fordel for SehUttes.
Marius Kristensen.
DE TRE HELLIGAFTENER
(Jvfr. DSt. 1923 S. 45)
For Jørgen Marsvin anvendes i „De tre Helligaftener" følgende
Betegnelser: Manden, Herren, Hosbonden, den ærlige og velbyrdige J. M.,
Herremanden og Aunsbjergmanden.
Paa eet Sted betegnes saa J. M.- som Greve, idet Maren siger: „Saa
skjældte Greven og Fruen mig ud og befalede mig, at jeg skulde pakke
mig og aldrig mere komme for deres Øjne". Men hertil svarer Sejer:
„Det bæres mig for, at vi endda skal have hverandre —• om der saa
vare saamange Herrer og Fruer til, som der er Blade i Aunsbjerg Skov."
Sejer optager altsaa i sin Replik direkte Kærestens Udtryk, men baseret
paa Formen „Herren og Fruen".
Novellen er trykt første Gang i København i Dansk Folkekalender.
Korrekturen er ganske sikkert ikke besørget af Forfatteren. Hvor Talen
er om Bidrag til Antologier er i hin Tid Trykfejl ikke sjældne. „Grev",
„Herr" kommer i gotisk Skrift hinanden ret nær.-
(For Afgørelsen af Spørgsmaalet, hvorvidt Blicher kan tænkes at
kalde Aunsbjergmanden Jørgen Marsvin for Greve, er den i Novellen flygtigt
nævnte, abstrakte Baron uden videre Betydning).
Saaledes ligger Problemet. Det forekommer mig, at naar man overvejer
samtlige Omstændigheder med et passende Maal af kritisk Indsigt,
maa man skønne, at Rettelsen af Greven til Herren ikke er en , Forbedring"
men en Forbedring. __ „ .
Hans Brix.
LØT. ET STEDNAVN FRA VENDSYSSEL
Den, der har beskæftiget sig lidt med Studiet af Vendsyssels Topografi,
vil ikke have undgaaet at lægge Mærke til Navnet Løt, der paatræffes
ikke sjælden i disse Egne, medens det ellers ikke, mig bekendt,
forekommer andre Steder i Landet. Forinden jeg gaar i Lag med at
behandle Navnet, skal jeg give en Oversigt over, hvor det findes, idet
jeg hertil benytter Stednavneudvalgets Materiale.
1. Raabjærg Sogn. 1 Gd., 1688 kaldes det Hus. Matr. 1688 Løtt;
Matr. 1844, Mansa Løth; Generalstaben Løt. Udtale [lø'f].