Danske Studier. 1923

18 F. OHRT
virkelig gik saa gyseligt til ved Senhedenskabets Mysterier. Svaret
kan vel gives med Maury's Udtryk, han der i sin Tid har skrevet
nogle Ord om Gyprianlegenden: „De Klagemaal som man fordum
havde rejst mod Evangeliets Disciple, blev (nu) drejede tilbage mod
Hedningerne" 1 . Som disse havde raabt i Skoven, fik de nu Svar.
Det hed før: de kristne slagter Smaabørn ved deres Nadvermaaltid;
nu fik Hedningerne lignende Ting at høre om sig selv. — For
Resten blev dette meget fantastisk broderede Skrift („Bog 2") ret
tidligt afvist af Højkirken. „Pave Gelasius' Dekret, der henføres til
Aar 494 (men dog maaske er noget yngre) fordømmer „den apokryfe
Bog der kaldes Sankt Gyprianus' Bekendelse 2 ".
Og i en Tid da denne Bogs Opgør med en historisk Livsmagt
ikke længer var Dagens Æmne, omtegnedes Gypriansbilledet, omtydedes
det gamle Stof (muligt vel med Tilføjelse af nogle Træk
andetsteds fra) til almindelig magisk Brug: Den ny Cy pr i anus, „vor
Gyprianus", blev noget mere alment og tillige noget værre end en
hensynsløs Magier og Myste; han blev selve Skaberens djævelske
Modsætning, den store Negative, der tager Grøde og Avlekraft,
Liv og Røre ud af al Skabningen, saa at han truer hver Husstand,
hver Jordlod med Goldhed og Udt ørreise. Hvor han skuffes, vil
han kunne rase med Mefisto hos Goethe:
Det Noget som mod Intet op sig stiller,
jeg mener denne plumpe Verden her,
jeg aldrig kommer ret paa Livet nær,
hvormange Puds jeg den saa spiller ....
Skønt alt jeg har begravet Myriader,
bestandig ruller Blodet friskt og kækt.
Saaledes gaar det i en evig Køre!
I Luft, i Vand, i Jord sig røre
utalte Kim, som spire frem! 3
Til Forskel fra Mefistofeles er han imidlertid — takket være
sin historiske Oprindelse — undskyldelig og forbederlig: Fra Legenden
har vor „Bekendelse" foruden Jeg-formen arvet det Træk,
der egentlig lidet passer for en saa diabolsk Virken, at Cyprian
syndede i „Uvidenhed" o: som Hedning der endnu ikke kender det
hellige Navn, — og svarende hertil den Udgang at Synderen om-
1
Maury: La magie et l'astrologie, Paris 1860, S. 147.
a
Mansi: Sacr.
Conciliorum nova collectio VIII 151.
8 P. Hansens Oversættelse.