Danske Studier. 1923

114 JOHAN MISKOW OG VIGGO BRØNDAL
det sidste aabenbar't sammenblandet med æ. nordisk hosa 'Strømpe',
'Bukser'. Ordet er alm. hos eur. Sigøjnere (undtagen i Grækenland).
— Det udgaar fra Slavisk, snarest Sydslavisk (bulgarisk holev). (P. II
71, 169, M. VII 222).
gollin, Bryst. — I Tyskland oftere noteret som gohlin, go lin; ellers
sædvanligt kolin. — Hører til (el. afledet af?) oldindisk ko la 'Bryst'
'Skød' (P. II 108, M. VII 243).
gono, Sæk. — Overalt i Europa det alm. Ord for 'Sæk', 'Bylt', 'Randsel';
asiat, gonih. — Sml. pali gonaka 'woollen coverlet'. (P. II 136,
M. VII 215). Fra hindust. goni udgaar eng. gunny 'Sæk'.
gorgepen, Løgn (saal. DFS, ogsaa noteret gorgipen og go#epen „med
Ganelyd"). Dette er — ligesom no. z. kokkipa og fin. z. ch.ochiba
— en Gengivelse af z. chochepen; ch betegner her i de renere
Dialekter en aaben, ustemt Ganelyd, som i den danske Optegnelse er
gengivet snart ved g eller (i Indlyd) rg, snart (nøjagtigere) ved #.
Ordet er en Afledning paa -pen af det alm. udbredte Verbum choch(ev)&va
'jeg lyver', 'bedrager', egl.'(ud)ler'. Ogsaa Verbet er kendt
i Norden: kokka 'lyve' findes baade hos norske Sigøjnere og stockholmske
Forbrydere. — Det er oldindisk kakh, khakv 'le', aabenbart
et lydmalende Ord. (P. II 160, M. VII 221).
gotlo, Sukker (herfra udgaar, som allerede Pott (II 133) saa, Keltringesprogets
gotteis 'Sukker'; det tilføjede -s er ganske sædvanligt, vel
efter rotvælsk Forbillede (Dyrlund p. 333). Sammenstilling med dansk
Gotter, som af H. P. Hansen antydet, gaar slet ikke an). Svarer til
det overalt hos Sigøjnerne udbredte gu(d)lo 'Sukker', ogsaa 'sød'
(asiat, gu Idé). — Det er lig pali gu la, skr. gu da 'Sukker'. (P. II
133, M. VII 216; cf. G. Lassen, Indische Alterthumskunde I. 270 ff.).
gral, Hest (hertil Adjektivet graisk 'Hest(e)-': graisk stanje 'Hestestald'.
— „Ist das ein Grai's Schuh von den Sindis [s. d.]?", spurgte
en Sigøjner ved at se en Hestesko over Døren. — Fra grai udgaar
Keltringernes gra 'en Hest'). I Norge er noteret grei, græ, i Sverige
(ogsaa hos de stockholmske Forbrydere) grejj, i Finland graj, ellers
mest gra(j). Denne Form synes ved en Art Subtraktionsdannelse
(f. Eks. ud fra en Afledning) at udgaa fra det oprindeligere g rast.
Saaledes hedder 'Hest' hos Sigøjnerne i Bøhmen og Ungarn, Italien og
Spanien, Rumænien og Grækenland (det sidste Sted ogsaa gra(j)). —
Udgaar fra armenisk grast 'Lastdyr' (P. II 143, M. VII 216); en Omstændighed,
der mulig antyder, at Sigøjnerne i de armenisk-kurdiske
Egne (maaske af Kurderne) har lært den Handlen med Heste, som de
saa mange Steder og med saa meget Held har ernæret sig ved.
gramni, Ko (herfra udgaar Skøjersprogets gurunji 'Ko' og fra en nu
uddød tilsvarende Hankønsform guru 'Oxe'. — Ogsaa Skøjernes krummik
'Ko' synes, i al Fald delvis, at maatte føres herhen. Ganske vist
er hverken Endelsen -ik eller Forlyden kr- af Sigøjneroprindelse;
Sundt og H. P. Hansen har sikkert Ret i, at der hentydes til de krumme
Horn. Alligevel er dette snarest blot en sekundær Omtydning;
de svenske Sigøjnere har nemlig kromni 'Ko', og her kan man ikke