Danske Studier. 1923

GEFIONMYTUEN HOS BRAGE DEN GAMLE 23
sekvenser, den anskuende fantasi fordrer fast form og gennemarbejdning
indtil detaillen. Men selv hvor den fingerende fantasi
optræder kombinerende, forbliver der en forskel mellem den grad
af udformning, som det indre blik, og den, som den bildende kunst
fordrer. Denne vil i Gefionmythen, saaledes som den findes hos
Snorre med paaberaabt hjemmel hos Brage, klart se to kunstneriske
sujetter: I. Gefions oxer 1) gaaende paa land, 2) trækkende plov
3) dragende fure, 4) hvori vand indstiller sig, II. Gefions oxer 1) gaaende
i havet, 2) som køreforspand, 3) slæbende Sjælland, 4) hvis hele
form maa vises i andet størrelsesforhold end oxerne og gudinden,
5) gennem omgivende hav. Ved II mærkes særligt, at ploven,
hele mythens centrale anskuelsesobjekt, mangler.
Hvad af dette hjemles nu hos Brage? Da Brages vers netop
repræsenterer ikke den fiktivt-kombinerende, men den anskuende
fantasi, idet verset er billedforklaring, nemlig til en kunstnerisk
fremstilling paa Ragnar Lodbrogs skjold, møder problemet os med
uomgængelig tilspidsning: er det sujet I eller sujet II, Brage har
set for sig? Er det Gefion med plov eller Gefion uden plov??
Plov nævnes ikke direkte i verset, og hermed kunde det stemme
meget godt, at heller ikke den svenske sø nævnes. Men dette
sidste kan jo tillige forstaas anderledes; vi noterer foreløbig, at
historien om den svenske sø ikke har direkte hjemmel hos Brage,
hvortil kan føjes, at den heller ikke forekommer nogetsteds ellers.
Snorre staar ganske alene med denne version trods den forsyning
af biomstændigheder, hvormed den optræder hos ham. Det er kun
indirekte hjemmel, der skulde kunne findes hos Brage, nemlig forsaavidt
det kunde erkendes, at det ikke er pløjning, men slæbning,
han skildrer.
Det særegne forhold, at den ældste kilde til Gefionmythen ikke
er selve Brages vers, men den billedfremstilling, det beskriver, stiller
den realkritiske opgave noget anderledes, end hvor sagndigtningens
episke love har virket frit. Den fingerende og den anskuende
fantasi er begge bundne, men paa modsat vis, hin af den
reflexionsløse frembringelses ubevidste love, denne af reflexionen,
som under formgivningens tvang bemærker og vrager det uharmonisk
tilføjede i overleveringen, men let vil vrage det monstrøse
ogsaa hvor det er ægte. Med disse modstridende hensyn i tilbørlig
betragtning vil det utvivlsomt med rette kunne siges, at kunstens
fremstillinger af mythiske emner kan være en renere mytho-