Danske Studier. 1923

LÆGEBØGER 187
gjort Slægt efter Slægt fra ældgammel Tid. Vil man endelig tale om
Skabere, saa staar alle Klasser ens, for Folkemedicinens Kærne stammer
fra en Tid, der ligger forud for al Klasseinddeling, og den har i sig optaget
Momenter fra hver følgende Kulturperiode, baade Dele af de vekslende
religiøse Strømninger og fra den officielle Medicin. Hver medicinsk
Skole, hver ny Teori om Oprindelse og Aarsag til Sygdom har afgivet
sit, og vi finder Spor af assyrisk, græsk, romersk og kristen Religion
Side om Side med ganske hedenske Forestillinger. Naturligvis har ogsaa
hvert Land spædet sit til, men som Regel er den nationale Indsats ringe,
omend der altid findes et karakteristisk Islæt fra hvert Land, betinget af
de Naturforhold, som Indbyggerne lever under. Følgen af disse Forhold
er at man kan skille alt det fremmede ud og naa til en saare primitiv
Lægekunst, saaledes som den udøvedes længe før historisk Tid, den Gang
da hele Naturen var befolket dels af venlige, dels af fjendtligsindede
Vætter, samtidig Menneskets Værnere og dets Angribere. Det er netop
dette, der interesserer Lægen, der ingenlunde (som Tang Kristensen siger)
er en Fjende af disse gamle Raad, men som blot i dem ser et Middel
til at lære de animistiske Anskuelser at kende og derved at komme det
primitive Menneske paa nærmere Hold, samtidig med at Analysen bringer
et lærerigt Gennemsnit gennem mange Kulturperioders Tankegang.
Tang Kristensen, der staar lige fjærnt fra den moderne og fra den
gamle Lægekunst, viser selv noget af dette i sine Spørgsmaal i Indledningerne.
Han undrer sig over 9-Tallets hyppige Optræden i Formlerne
og over at Indsamlingerne af Frø og Blade skal ske til bestemt Tid og
fremholder netop derved nogle Enkeltheder, der illustrerer det her sagte
og er af fremragende Betydning for Forslaaelsen. Tallet 9 hører som
bekendt — det er banalt at skrive det her — sammen med 3, 7 og
deres Multipla til de fra Assyrer og Babylonier arvede magiske og hellige
Tal. Tidspunktet for Indsamling af Droger fastsættes i Folkemedicinen
under Hensyn til mange Sider. Først og fremmest regnes der med
Dæmonernes Sværmetider, Jævndøgn, Valborgsnat, St. Hans Nat, Foraarstid
og Efteraarets Indtræden, Dagene før Saatid og lige efter Høsten;
dernæst efter Kalenderaarets Begyndelse og Afslutning (Sylvesternat, Nytaarsdag),
sjældnere findes 1. Marts eller Dagene deromkring angivet, Tidspunkter,
der viser Afstamning fra romersk Medicin, idet Aaret regnedes
fra den angivne Dag. I ny Tid spiller ogsaa de katolske Helgendage en
ikke ubetydelig Rolle. Tidspunktet i Døgnet spillede ogsaa ind. Midnatstimen,
da alle Dæmoner var løse, blev foretrukket, og Maanen med sine
skiftende Faser fik en mægtig Betydning for Liv og Død, for Helbredelse
og Sygdom; den var jo Kilden til Vækst, naar den tog til og man svandt
hen, naar den tog af. Rent praktiske Observationer bragte Mennesket
ind paa at fremskaffe Midlerne paa det Tidspunkt, da de var kraftigst.
Elsdyrets (og Hjortens) Klov, der brugtes mod Ligfald, samledes — for
blot at nævne et Eksempel — i Fruerdagene, der falder sammen med
Dyrets Brunsttid, og naar Tang Kristensen spørger, hvorfor Agern skal
samles ved Mikkelsdag, er Sammenhængen rimeligvis den, at man har
vidst, at Agern kun duer tidligt paa Efteraaret, naar de er friske. Der-