Elektronisk udgave - Sundhedsstyrelsen

medfører det, at smittespredningen begrænses eller helt ophører. Dette sker
i praksis, inden alle er individuelt immune. De resterende personer, som er
modtagelige over for sygdommen, opnår beskyttelse, fordi sygdommen ikke
længere florerer i den pågældende befolkning. Dette betegnes flokimmunitet
eller »herd immunity«. Afhængig af smittemåden, samt hvor smitsom en bestemt
sygdom er, så vil det kræve en forskellig andel immune individer at opnå,
at smittespredningen ophører og dermed flokimmunitet for de resterende. Nedenfor
belyses dette ved to eksempler.
Mæslinger er eksempel på en sygdom, hvor det er særdeles vigtigt at opnå en
høj tilslutning til vaccinationsprogrammet for at kunne kontrollere sygdommen.
Hovedårsagen er, at sygdommen er meget smitsom. Smitten er luftbåren,
dvs. uden direkte kontakt, og det er dermed svært for den enkelte at gøre andet
for at undgå smitte end at være immun. Tidligere blev alle immune, fordi de
fik sygdommen. Målet med vaccinationsprogrammet er at opnå det samme via
vaccination. Mæslinger forløber alvorligere hos den enkelte efter småbarnsalderen.
Derfor er det en ulempe at udskyde sygdomstilfælde. Det er derfor
vigtigt, at der opnås flokimmunitet ved mæslinger.
Hepatitis B er eksempel på en sygdom, hvor det at beskytte den enkelte er
langt det vigtigste. Det er derfor mindre vigtigt at alle vaccineres. Den vigtigste
årsag er, at smitten sker ved tæt direkte kontakt, dvs. der er ikke den samme
risiko for epidemier som ved fx. mæslinger. Selv i samfund, hvor der forekommer
mange HBV infektioner, er det langt fra alle, der bliver smittet i løbet af
livet. Det at være ikke-vaccineret og dermed ubeskyttet i et vaccineret samfund
er derfor aldrig værre end at være ikke-vaccineret og dermed ubeskyttet i et
ikke-vaccineret samfund. Derudover er risikoen for en kronisk infektion mindre,
hvis smitten sker efter småbarnsalderen. Dette vil sige, at det kan betragtes
som en fordel, hvis et sygdomstilfælde bliver udskudt.
Konsekvensen af ovenstående er, at hvis man vaccinerer mod mæslinger, uden
at man efterfølgende kan vedligeholde en høj tilslutning til vaccinationen, så
vil man kunne risikere mæslingeudbrud, der er værre, end hvis man aldrig
havde vaccineret. mht. mæslingevaccination er man derfor nødt til meget aktivt
at tilstræbe høj tilslutning til vaccination. Dette er ikke tilfældet ved hepatitis
B. Her kan selv en moderat tilslutning mindske forekomsten af sygdommen.
Dette vil i første omgang ske proportionalt med tilslutningen til vaccination.
Er tilslutningen højere, vil det mindske forekomsten endnu mere, idet smitten
ikke vil florere i samme grad, og der vil opstå flokimmunitet. Der er derimod
ikke nogen risiko for at etablere en skrøbelig balance i befolkningen, hvor en
eventuel lav vaccinationstilslutning gennem en årrække kan skabe risiko for en
efterfølgende øget hyppighed af hepatitis B, dvs. en situation der er potentielt
værre, end hvis vaccination ikke tilbydes. Det er derfor heller ikke en nødvendig
forudsætning for at vælge at tilbyde hepatitis B vaccination, at man er sikker på at
kunne opnå en bestemt tilslutning.
Indførelse af hepatitis B vaccination som en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark. En medicinsk teknologivurdering 87