Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

hvad den ikke er. Her står "den muslimske levevis" som en
antitese. Den muslimske levevis "passer ikke ind" og er
"uforenelig" med de danske (kristne) dyder, den offentlige orden.
Det muslimske repræsenterer ikke en national identitet, hvilket
gør den truende. Ikke blot er det muslimske antitetisk til det
kristne; islam prøver også i sin uafgrænsede universalisme at
gøre krav på det afgrænsede nationale danske. En moske – som
det formuleres, placeret "midt i Danmark" – vil derfor være et
brohoved for en identitetsmæssig, religiøs invasion. Den religiøse
komponent afvises ikke som en del af danskheden, men
komponenten er entydigt kristen. Muligheden for en flerreligiøs
national identitet kan ikke komme på banen. Der er tale om et
enten-eller.
SØREN KRARUP
Det religiøse element fremstår endnu stærkere, når man ser på
udsagn fra et andet medlem af Dansk Folkeparti, Søren Krarup. At
det religiøse sprogbrug er så centralt i Krarups argumentation,
hænger utvivlsomt sammen med hans årtier lange engagement i
den danske folkekirke og den dansk teologiske bevægelse
Tidehverv. Centralt i Søren Krarups kristendom står det nationale
– også længe før hans indtræden i Dansk Folkeparti. Blandt andet
med Krarup som redaktør på Tidehvervs tidsskrift styrkes en
kurs, hvor kristendom og danskhed sammenstilles, og hvor
kristendommens bud om næstekærlighed sættes i forbindelse med
loyalitet over for folket, landet og historien. Krarup formulerer
derfor sin forståelse af danskheden og sin afstandtagen til islam i
religiøse termer. Som hér i en kronik i Jyllands-Posten:
Det er ikke fundamentalisme at have et fundament og at hævde det med
styrke. Men det er fundamentalisme at gøre sit fundament helligt…Et
opgør med fundamentalisme forudsætter en sondring mellem det hellige
og det sekulære. Jeg kan også sige, at forudsætningen for at kunne gøre
op med fundamentalismen er kristendommens adskillelse af lov og
evangelium, af Guds og kejserens rige. Kun dér, hvor mennesket er gjort
ansvarligt for forholdet til sit fundament, er fundamentalismen
udelukket. Kun dér, hvor loven er sekulær, ikke hellig, kan fundamentalismen
ikke være. Til ingens overraskelse er det da i dette kristne land
kristendommens indhold og fundament, der sætter tingene på plads. Vi
i Danmark afviser fundamentalisme, for vi vil lade den danske Grundlov,
ikke Das Kapital eller Koranen være grundlov i Danmark. Det hele
handler for så vidt om respekt for loven – den verdslige, gældende lov,
givet af Folketinget, ikke af Allah eller Muhamed. Det hele handler om,
at samfundet er sekulært, er kejserens rige, ikke Guds, og at i
105