Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

nale og religiøse ganske anderledes. Her kan man både tale om en
essentiel national og essentiel religiøs identitet. Hvad der er dansk
nationalt – ikke mindst en demokratisk dansk tradition – er ifølge
de islamskeptiske og de ideologisk anti-islamiske under en vældig
fjende, islams, belejring. På samme måde hævder den ideologisk
islamistiske position, at islam er under de vestlige nationers belejring.
Dialog, multikulturalisme og multireligiøsitet beskrives
både som en umulighed og direkte farligt inden for disse positioner.
Danskhedens essens er ikke entydigt den samme blandt de
islamskeptiske og de ideologisk anti-islamiske. For den første
position er der særligt tale om en samfundsform, mens der for den
anden er tale om, hvad individer og grupper af individer er. Ifølge
den første position kan muslimen godt blive en ordentlig samfundsborger,
så længe han eller hun underkaster sig det danske
samfunds normer og regler, ikke mindst ved at sætte det sekulære
over det religiøse. For den anden position er en sådan reformation
af individet en umulighed – islam er forankret i muslimen på en
lige så uløselig måde, som danskheden er forankret i danskeren.
Hertil kommer, at kristendommen beskrives som en del af den
danske nationale identitet, og det sekulære som en naturlig, forankret,
konsekvens heraf. Religion, nation og menneskelig væren
kan ikke skilles ad – de er dybt forbundne.
Vender vi tilbage til Benedict Andersons beskrivelse af nationen,
er der ikke noget odiøst i den religiøse sprogbrug eller de
religiøse forestillinger, som den omgives med. Snarere kan det
virke påfaldende, at netop den religiøse-nationale sammenhæng
ofte underspilles i den danske kontekst, herunder i det politiske
liv. Sammenhængen er dog noget, som muslimer i Danmark ved
forskellige lejligheder har gjort opmærksom på – for eksempel når
det gælder den særstilling, som den danske folkekirke har ifølge
Grundloven. Tydeligt er det, at den religiøse sprogbrug åbenlyst er
kommet på banen som modsvar til den globalisering, der frygtes at
udviske nationale særkender, og det globales religiøse ansigt i
Danmark: tilstedeværelsen af et ikke-kristent mindretal som landets
andenstørste religiøse samfund. Religion og nation bliver et
sammenfaldende begrebspar, hvis forventede sammenhæng
skaber klare afgrænsninger omkring individets identitet. Er man
dansk, så er man også kristen. På den anden side kan nationen og
religionen inden for andre positioner stå som hinandens modsætninger:
Er man dansk, så er man også sekulær. Eller, er man
muslim, så kan man ikke være national – i den vestlige forståelse
af begrebet.
Inden for alle fire positioner anerkendes religion som politisk
faktor. Bevægelsen Hizb ut-Tahrir henviser ligefrem til betegnelsen
"politisk ideologi" som den eneste rigtige måde at forstå islam på.
114