Introduktion-til-folkeret

Introduktion til folkeret
Artikel 44, stk. 1, tildeler enhver kombattant ret til krigsfangestatus. Selvom
en kombattant forbryder sig mod den humanitære folkeret, opretholdes
retten til kombattantstatus.
Teoretisk skal der ikke mere til for at opnå kombattantens første privilegium,
dvs. ret til at deltage i kamphandlingerne. Desuden skal kombattanten opfylde
tillægskravene i artikel 44, stk. 3, for at bidrage til distinktionsprincippets
opfyldelse. Ifølge disse krav skal en kombattant ”skille sig ud fra civilbefolkningen
under hvert enkelt militært engagement og i det tidsrum han
er synlig for modparten, medens han er i færd med en militær deployering
forud for iværksættelsen af et angreb, hvorunder han skal deltage”. Handler
en kombattant i strid med artikel 44, stk. 3, kan retten til krigsfangestatus
mistes, og der kan eventuelt blive tale om ansvar for overtrædelse af reglerne
om perfidi, jf. TP I, artikel 37, men det påvirker altså ikke den pågældendes
grundlæggende status som kombattant, der erhverves, allerede når de to
ovenfor nævnte krav er opfyldt.
Retten til krigsfangestatus bortfalder, hvis kombattanten - ved tilbageholdelsen
- ikke opfylder de krav, der opregnes i artikel 44, stk. 3.
Retten til krigsfangestatus er dermed afhængig af, om kombattanten opfylder
de krav, der stilles i artikel 44, stk. 3 og 4, og det er heri, den væsentligste
modifikation af det klassiske kombattantregime består.
Reglerne afspejler erkendelsen af, at der kan være væbnede konflikter,
hvor det ikke er muligt for en kombattant at bære et synligt kendetegn på
alle tidspunkter. Reglerne er blevet til med tanke på de konfliktsituationer,
der beskrives i TP I, artikel 1, stk. 4, og som omfatter selvbestemmelse i
overensstemmelse med FN’s principper i situationer som opgør mod koloniherredømmer,
fremmed besættelse og opgør med apartheidregimer;
konflikter, hvor det kan være nødvendigt for oprørere og modstandsfolk
at ty til guerillataktikker på grund af styrkeforholdene. Det er vigtigt at
understrege, at udgangspunktet er, at kombattanter altid skal adskille sig
fra civilbefolkningen, og at de undtagelser, som nævnes i det følgende, kun
kan ske i ekstraordinære situationer. Det skal desuden understreges, at reglerne
ikke forholder sig til legitimiteten af sådanne oprør, men udelukkende
forholder sig til det betydelige omfang af konflikterne, og baggrunden for
reglerne er som følge heraf et ønske om at opretholde en høj grad af formel
beskyttelse af uskyldige civile, også i denne type konflikter.
107