Introduktion-til-folkeret

Introduktion til folkeret
kan forhindre dette selv. 229 Interventionen kan være væbnet eller foregå med
fredelige midler. Humanitær intervention er i nyere tid i praksis set både
med og uden FN-autorisation.
Humanitær intervention kan autoriseres af FN’s Sikkerhedsråd under de
samme regler som rådets øvrige magtbeføjelser. Typisk vil en situation, der
udløser humanitær intervention, kunne vurderes til at udgøre en trussel
mod international fred og sikkerhed. Sikkerhedsrådet har siden 1990’erne
fortolket interne humanitære katastrofer og deres følger, såsom flygtningestrømme
over et lands grænser, som destabiliserende for en region. Det
har ledt til vedtagelsen af kapitel VII-resolutioner, hvor midlerne beskrevet
i artikel 41 og 42 er autoriseret. 230 Eksempelvis autoriserede Sikkerhedsrådet
en humanitær intervention i Somalia i 1992 på grund af borgerkrigens og
hungersnødens negative konsekvenser for civilbefolkningen. 231
FN-autoriseret humanitær intervention udfordrer det fundamentale princip
i folkeretten om staters suverænitet. Princippet er gengivet i FN-pagten,
som også forbyder FN at blande sig i staters interne anliggender. 232 Selvom
overholdelse af menneskerettighederne umiddelbart er et statsansvar, er
det også en af hjørnestenene i FN-pagten, og artikel 1, stk. 3, og artikel 55
fremhæver begge FN’s ansvar for at opretholde dette. Der er forskellige
holdninger blandt både stater og eksperter til, hvordan disse to forhold
skal vægtes, når der er tale om humanitære katastrofer og humanitær
intervention, men der er efterhånden en tendens til, at staters suverænitet
ikke er ubegrænset, når der er tale om grove krænkelser af fundamentale
menneskerettigheder. 233
(229) Vaughan Lowe & Antonios Tzanakopoulos, “Humanitarian Intervention” i
Rüdiger Wolfrum (red.), Max Planck Encyclopedia of Public International Law (Oxford
University Press 2012), s. 1. Tilgængelig på www.mpepil.com.
(230) Ibid., s. 2.
(231) Sikkerhedsrådsresolution S/RES/794(1992).
(232) FN-pagten, artikel 2, stk. 7: ”Intet i nærværende pagt skal give de Forenede
Nationer ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen
jurisdiktion, eller forpligte medlemmerne til at forelægge sådanne forhold til bilæggelse
i henhold til nærværende pagt; denne grundsætning skal dog ikke være til hinder for
anvendelse af tvangsforanstaltninger i henhold til kapitel VII.”
(233) DUPI, Humanitær intervention. Retlige og politiske aspekter (København: Dansk
Udenrigspolitisk Institut 1999), s. 17, og Nicholas J. Wheeler, ”The Humanitarian Responsibilites
of Sovereignty: Explaining the Development of a New Norm of Military
Intervention for Humanitarian Purposes in International Sociery” i Jennifer M. Welsh
(red.), Humanitarian Intervention and International Relations (Oxford: Oxford University
Press 2004), s. 37, og Lowe og Tzanakopoulos, ”Humanitarian Intervention”, s. 8.
75