Introduktion-til-folkeret

Kapitel 3
Kombattanten skal som udgangspunkt ”adskille sig synligt fra civilbefolkningen
under et angreb eller under en militær operation forud for et angreb”
for at opretholde retten til krigsfangestatus, jf. artikel 44, stk. 3, pkt. 1. I
erkendelse af at fjendtlighedernes karakter kan umuliggøre en sådan adskillelse,
er det i sådanne situationer tilstrækkeligt, hvis kombattanten ”bærer
sit våben synligt under hvert enkelt militært engagement og i det tidsrum,
hvor han er synlig for modparten, medens han er i færd med en militær
deployering forud for iværksættelsen af et angreb, hvori han skal deltage”.
Det fremgår af bemærkningerne fra diplomatkonferencerne, forud for
vedtagelsen af tillægsprotokollerne, at det var hensigten også at lægge vægt
på de teknologiske muligheder ved afgørelse af, hvornår en kombattant er
synlig for modparten. I nutidens højteknologiske væbnede konflikter vil
man derfor formentlig være synlig i hele den periode, hvor man befinder sig
under åben himmel, selvom dette ikke udelukker, at der kan være tilfælde,
hvor også dele af deployering, der finder sted indendørs, kan være omfattet
af forpligtelsen til at bære våben synligt.
Det fremgår i øvrigt udtrykkeligt af artikel 44, stk. 7, at disse særlige regler
ikke har til formål at ændre den praksis, stater har udviklet, for anvendelsen
af uniformerede kombattanter. Uanset denne regel vil det ikke kunne afvises,
at også medlemmer af regulære væbnede styrker vil kunne henholde sig til
det nye regimes mere lempelige regler. Det kunne for eksempel være tilfældet
i forbindelse med beskyttelsesopgaver i væbnet konflikt, hvor medlemmer
af væbnede styrker pålægges den opgave at beskytte civilt personel, herunder
civile specialister mv. I sådanne situationer vil der ikke foreligge noget
folkeretligt krav om uniformering eller adskillelse fra civilbefolkningen,
idet opgaveløsningen ikke kan sidestilles med et angreb eller en militær
operation forud for et angreb, jf. ovenfor. Her kan man altså argumentere
for, at der er tale om en ekstraordinær situation, der ikke hører ind under
artikel 44, stk. 3, pkt. 1, og at den pågældende kombattant ikke skal deltage
i et militært engagement eller angreb.
Stater bør imidlertid udvise stor tilbageholdenhed med at gøre brug af disse
muligheder, idet en sådan praksis med nogen ret vil kunne opfattes som
en stats medvirken til udvanding af distinktionsprincippet og dermed den
beskyttelse, der tilkommer civile i væbnet konflikt.
108