Introduktion-til-folkeret

Introduktion til folkeret
i kampen mod politiske modstandere eller søge at opnå legitimitet i den
politiske kamp mod en oprørsbevægelse.
Den anden mulighed for at starte en ICC-undersøgelse ligger hos FN’s Sikkerhedsråd.
Som beskrevet har Sikkerhedsrådet qua FN-pagten vidtrækkende
kompetencer, som bl.a. indbefatter, at rådet kan henvise en situation
til ICC og dermed igangsætte yderligere undersøgelser. Det er dog også i
dette scenarie op til anklageren og domstolen at vurdere, om der er blevet
begået relevante forbrydelser, og hvem der i så fald skal sigtes for disse.
En henvisning fra FN’s Sikkerhedsråd indebærer politisk anerkendelse af
domstolen fra en række lande, som ikke selv har tilsluttet sig ICC. Desuden
kan Sikkerhedsrådet henvise situationer til ICC, som ellers ikke er under
ICC’s jurisdiktion. Samtidig betyder en sikkerhedsrådshenvisning, at domstolen
bliver brugt politisk, og dette kan for eksempel påvirke domstolens
omdømme. Endelig kan en ICC-undersøgelse igangsættes af selve ICCanklageren
- et punkt, som var ekstremt kontroversielt i forbindelse med
oprettelsen af ICC, fordi især USA frygtede, at dette ville politisere domstolen
og resultere i propagandistiske udfald, især mod USA og Israel. For langt
de fleste lande er denne kompetence dog en central del af anklagerens og
domstolens uafhængighed. For at imødegå de forskellige bekymringer blev
det vedtaget, at anklageren ikke uden videre selv kan starte en sag, men skal
fremlægge bevismateriale for et forundersøgelseskammer i domstolen, hvor
tre dommere skal vurdere, om der er tilstrækkeligt materiale til at igangsætte
en mere specifik undersøgelse. I praksis har ICC’s første anklager, Louis
Moreno Ocampo, været meget tilbageholdende med at gøre brug af denne
nøglekompetence. Første gang han benyttede sig af denne beføjelse, var i
december 2010 overfor Kenya, mere end otte år efter oprettelsen af ICC.
ICC og nationale retssystemer
Det sidste aspekt af ICC’s jurisdiktion, som skal gennemgås her, er, hvilke
kriterier ICC’s anklager skal lægge til grund, når vedkommende overvejer,
om der skal anlægges en sag. I denne forbindelse er der to koncepter, som
er særligt vigtige: komplementaritet og alvor. Komplementaritetsprincippet
er helt essentielt for forståelsen af ICC og handler om, at ICC kun kommer
på banen, hvis det nationale retssystem, som egentlig er ansvarligt for
retsforfølgelsen af de angivelige forbrydelser, enten ikke er i stand til eller
ikke har viljen til selv at undersøge disse handlinger. ICC erstatter ikke, men
komplementerer de nationale retsinstanser. Bag dette princip ligger en række
overvejelser, men helt centralt står tanken om at anerkende de enkelte landes
suverænitet: Det er dem, der har til opgave selv at gennemføre retssagerne.
167