Introduktion-til-folkeret

Kapitel 2
Konceptet bekræfter den enkelte stats pligt til at beskytte sin civilbefolkning
mod overgreb og det internationale samfunds pligt til at handle i de tilfælde,
hvor det førstnævnte ikke lykkes. Konceptet gælder kun i forbindelse med
beskyttelse i situationer, hvor en eller flere af de fire forbrydelser, der er
nævnt herover, finder sted. Stater tillægges en forpligtelse til at hjælpe hinanden
med at opbygge kapacitet til at beskytte deres befolkninger og skabe
respekt for princippet. I resolutionen påtager det internationale samfund
sig at tage affære overfor udsatte befolkninger gennem autorisation fra Sikkerhedsrådet
ifølge kapitel VI, VII og VIII. Forpligtelsen til at hjælpe med
genopbygning nævnes også.
Når det gælder den juridiske status af dette koncept, kan det antages, at der
ved udgivelsen af responsibility to protect-rapporten i 2001 blev introduceret
en ny norm, der havde støtte i dele af folkeretten, men at denne norm ikke
havde nogen retlig virkning i sig selv. Med vedtagelsen af generalforsamlingsresolutionen
i 2005 fremstod det, som om alle FN’s medlemsstater ville
bakke op om dette, måske ikke aktivt, men så dog ved ikke at forhindre
det, men som nævnt ovenfor er en sådan deklaration alene en indikation
på staters retslige overbevisning, opinio juris, som skal kædes sammen med
generel praksis, før konceptet får retslig virkning.
Spørgsmålet er, om det skete ved interventionen i Libyen i 2011, hvor
responsibility to protect-konceptet første gang blev anvendt i sikkerhedsrådsresolutioner
til at autorisere væbnet intervention i en suveræn stat for
at standse grove overgreb på civilbefolkningen. Sikkerhedsrådsresolution
1970 252 udtrykker dyb bekymring over situationen i Libyen og den vold og
magtanvendelse, som civilbefolkningen udsættes for, ikke mindst de grove
menneskerettighedskrænkelser, som den libyske regering tages til indtægt
for. I resolutionen gives der udtryk for, at angrebene på civilbefolkningen
kan være forbrydelser mod menneskeheden, hvormed Sikkerhedsrådet
placerede problemet indenfor responsibility to protect-konceptet, som det
blev defineret i 2005. Præamblen minder desuden Libyen om sit ansvar
for at beskytte civilbefolkningen. Sikkerhedsrådet autoriserede derefter
en række tiltag ifølge kapitel VII, bl.a. henviste rådet situationen til ICC,
indførte våbenembargo og rejseforbud og foretog indefrysning af midler
hos personer, der var placeret centralt i den libyske regering, inklusive
Muammar Gaddafi.
(252) Sikkerhedsrådsresolution S/RES/1970(2011), 26. februar 2011.
80