Introduktion-til-folkeret

Kapitel 9
om magtanvendelse og i stedet behandles som en skadevoldende handling,
hvis konsekvenser afgøres efter reglerne om statsansvar. 387
Ansvarsplacering
De juridiske udfordringer for anvendelsen af autonome våbensystemer
stopper ikke ved den humanitære folkeret og magtanvendelsesreglerne.
I det øjeblik, et autonomt våbensystem anvendes i en væbnet konflikt,
opstår der risiko for, at systemet før eller siden vil foretage handlinger,
der resulterer i alvorlige brud på den humanitære folkeret. Hvis det sker,
hvor skal ansvaret for det autonome systems handlinger så placeres Hos
afsenderstaten Hos den eller de militære personer, der har det overordnede
ansvar for den operation, hvori systemet indgår Hos producenten af det
autonome våbensystem Eller eventuelt hos systemet selv Ingen af forslagene
er uproblematiske, og uanset hvilken model man ønsker, forekommer
det internationale straffesystem 388 ikke at være gearet til at håndtere denne
nye form for potentielle, harddiskdrevne krigsforbrydere.
Konklusion
Det fremgår tydeligt af ovenstående, at der er væsentlige ubesvarede folkeretlige
spørgsmål forbundet med anvendelsen af autonome våbensystemer.
Mens de problemer, der knytter sig til magtanvendelsesforbuddet og retten
til selvforsvar efter FN’s charter, næppe vil få nogen indflydelse på, om eller
hvornår de pågældende teknologier tages i anvendelse, er det anderledes
afgørende, om det lykkes at skabe systemer, der er i stand til at overholde
de strenge krav, som først og fremmest distinktionsprincippet og proportionalitetsprincippet
stiller til targeting-processen.
Nogle mener, at autonome våbensystemer slet ikke vil kunne anvendes i
overensstemmelse med den humanitære folkeret og derfor bør forbydes.
Dette synspunkt forekommer temmelig drastisk. Der er nemlig ikke belæg
for at antage, at anvendelse af autonome systemer i sig selv er i strid med
den humanitære folkeret; lovligheden afhænger i vidt omfang af, hvordan
(387) Mere information om reglerne for statsansvar i for eksempel Ole Spiermann,
Moderne Folkeret, 3. udgave (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2006).
(388) Med det internationale straffesystem menes den traktatbaserede permanente
internationale straffedomstol i Haag, the International Criminal Court (ICC), der
reguleres af Rom-statutten af 17. juli 1998. Det skal bemærkes, at ICC normalt kun
træder til, når det står klart, at mistænkte krigsforbrydere i en given konflikt (reelt)
ikke vil blive retsforfulgt i deres hjemland, jf. artikel 17 i Rom-statutten. ICC kan tage
sager op af egen drift (proprio mutu) eller efter anmodning fra en kontraherende stat
eller FN’s Sikkerhedsråd, jf. Rom-statutten, artikel 13. Læs mere om ICC i kapitel 6.
222