Introduktion-til-folkeret

Kapitel 2
Det er slående, at artikel 51 betegner et væbnet angreb som udløsende
faktor for udøvelse af selvforsvar, når FN-pagten i øvrigt anvender ordet
”aggression”. 189 Et væbnet angreb er en form for aggression, men udgør
kun en del af for eksempel Generalforsamlingens konsensusdefinition af
aggression fra 1974. 190 I denne definition opremses syv forskellige scenarier,
der alle udgør aggression, mens det tydeligvis var meningen, at artikel 51
kun skulle omfatte et væbnet angreb. Fortolkningen af begrebet aggression
kan strækkes så vidt, at trusler om væbnet angreb omfattes, mens
hensigten med artikel 51 var snævrere, særligt hvis man ser den franske
version af FN-pagten, der anvender ordlyden ”une agression armée”. Endnu
engang giver ordlyden af artikel 51 et mere begrænset råderum for stater,
end sædvaneretten umiddelbart gør. Hvilken type våben der anvendes til
det væbnede angreb på en stat, er underordnet. Der kan anvendes både
konventionelle og ukonventionelle, primitive såvel som avancerede våben;
disse vil alle kunne leve op til kravet i artikel 51. Det afgørende er graden
og effekten af et angreb. Dette kriterium blev anvendt af Den Internationale
Domstol i Nicaragua-sagen, hvor der i afgørelsen blev lagt vægt på, at også
deployeringen af væbnede grupper til en anden stat ville kunne udgøre et
væbnet angreb, ”if such an operation, because of its scale and effects, would
have been classified as an armed attack rather than as a mere frontier incident
had it been carried out by regular armed forces”. 191 Selvom domstolen
tog stilling til problemet baseret på sædvaneretten, er der ikke noget, der
tyder på, at det skulle forholde sig anderledes ifølge FN-pagtens ordlyd.
Således nævnte FN’s Sikkerhedsråd staters ret til selvforsvar ifølge artikel 51
i forbindelse med fordømmelsen af terrorangrebene på USA 11. september
2001 som en trussel mod international fred og sikkerhed. 192 Udover graden
og effekten åbner sikkerhedsrådsresolutionen op for, at et så omfattende
angreb, udført udelukkende af ikke-statslige aktører, vil kunne iværksætte
retten til selvforsvar, i modsætning til den klassiske fortolkning, der kræver
statslig indblanding. Et eksempel som et cyberangreb på en stat vil i nogle
tilfælde også kunne omfattes, hvis det for eksempel medfører dødsfald.
Dinstein giver som eksempel på et sådant tilfælde et angreb på computere,
der styrer dæmninger, hvilket vil resultere i oversvømmelser af beboede
områder. 193 Det er dog muligt, at sædvaneretten i fremtiden vil acceptere
(189) FN-pagten, artikel 1, stk. 1, artikel 39 og artikel 53, stk. 1.
(190) Generalforsamlingsresolution, UNGA 3314 (XXIX), 14. december 1974.
(191) Nicaragua, § 195.
(192) Sikkerhedsrådsresolution S/RES/1368 (2001), 12. september 2001.
(193) Yoram Dinstein, War, Aggression and Self-defence, (Cambridge: Cambridge
University Press, 2005:4), s. 196.
64