Introduktion-til-folkeret

Introduktion til folkeret
bevæge sig tættere på et erkendt mål for at kunne anvende en lavere kaliber,
hvis det samtidig indebærer større risiko.
Våben- og ammunitionsspecifik regulering
Folkeret er produktet af staters fælles vilje. Er der ingen eller kun vigende
vilje, når staterne ikke til enighed. Derfor kan den folkeretlige regulering
af brugen af våben og ammunition virke noget spredt og ikke altid helt
konsekvent set fra en juridisk eller operativ vinkel.
Det er for eksempel acceptabelt at smide 2.000-pundsbomber fra stor højde
mod militære mål, der dræber alt levende i målområdet, eller at anvende en
mandbåren flammekaster imod kombattanter med omfattende brandskader
og ufattelig smerte til følge, jf. tredje protokol til FN’s våbenkonvention
fra 1980, hvorimod den fjerde protokol til samme konvention forbyder
anvendelsen af laservåben, der er fremstillet med det formål at forårsage
eller som en af flere våbenvirkninger kan forårsage permanent blindhed
(eller svær synsnedsættelse uden udsigt til helbredelse), selvom en sådan
anvendelse formentlig i mange tilfælde vil kunne overflødiggøre yderligere
ukampdygtiggørelse.
Et andet eksempel er, at der er vedtaget forbud mod anvendelse af CS-gas
imod kombattanter i væbnet konflikt, hvorimod der ikke er foretaget humanitær
folkeretlig regulering af anvendelsen af nukleare våben i væbnet
konflikt.
Man skal derfor ikke lede efter nogen rød tråd i disse reguleringer, blot
konstatere, at der trods alt kan opnås enighed om regulering af mange våbenog
ammunitionstyper med grusomme virkninger. Den generelle regel om
staters pligt til at undersøge våben- og ammunitionstypers folkeretsmæssighed
skal ses som et forsøg på dels at imødegå den våbenteknologiske
udvikling, dels at lade det være op til TP I-medlemsstater selv at vurdere,
hvornår humanitetsgrænsen er nået.
Tabel 1 indeholder en oversigt over våben, ammunitioner og kampstoffer,
der er gjort til genstand for international regulering med virkning for
parterne i væbnede konflikter.
125