Introduktion-til-folkeret

Kapitel 3
udveksles væbnet magt mellem staters væbnede styrker, foreligger der væbnet
konflikt mellem staterne, og den humanitære folkeret finder anvendelse.
Det er en forudsætning, at det er staten, der anvender magt, dvs. at hvis
en soldat eller en gruppe soldater autonomt og uafhængigt af det militære
befalingssystem retter et væbnet angreb mod en anden stat, for eksempel
hen over en landegrænse, er der ikke tale om interstatslig magtanvendelse,
da soldaten eller gruppen i situationen ikke handler på statens vegne.
Fællesartikel 1 til Genève-konventionerne bestemmer, at konventionerne
skal gælde ”under alle omstændigheder”. Dette antages bl.a. at indebære,
at motivet for magtanvendelsen ikke er afgørende for den humanitære
folkerets reglers anvendelse, ligesom det ikke spiller nogen rolle, om magtanvendelsen
må anses for at stride mod de folkeretlige regler om forbud
mod uautoriseret magtanvendelse overfor andre stater, eller om hovedparten
af verdens stater tilkendegiver sympati for den ene af konfliktens parter,
eventuelt ud fra betragtninger om, at nogle krige er mere ”retfærdige” end
andre, for eksempel i forbindelse med opgør med såkaldte slyngelstater
eller diktatoriske regimer.
Der stilles krav om, at konflikten skal være væbnet. Stater kan have et meget
dårligt forhold til hinanden, diplomater kan være blevet hjemkaldt, og/
eller økonomiske sanktioner kan være blevet iværksat, og i visse tilfælde
kan den militære øvelsesaktivitet endda være blevet intensiveret, eventuelt
i nærheden af grænsen mellem de pågældende stater, men der foreligger
ikke væbnet konflikt, før der er anvendt fysisk, væbnet magt for første gang.
Der stilles derimod ikke øvrige krav til intensiteten af konflikten. Principielt
er det derfor den humanitære folkeret, der regulerer den første væbnede
magtanvendelse, herunder reglerne om militære mål, proportionalitet og
forsigtighed. Dette uddybes i det følgende.
Der er et særligt problem forbundet med situationer, hvor konflikter indledes
med et ikke-kinetisk computerbaseret angreb. Problemet er opstået, i takt
med at det er blevet muligt at påvirke en stats kampkraft gennem angreb
på statens computerafhængige netværk. I disse situationer synes det rimeligt
at lade det, om angrebet kan siges at indlede en væbnet konflikt, være
afgørende for, om angrebet faktisk har virkninger i målet, der kan sidestilles
med egentlige våbenvirkninger. Problemstillingen kan ikke behandles
tilbundsgående i denne sammenhæng, men det må indgå i overvejelserne,
om der faktisk står en stat bag angrebet, om der er sammenhæng mellem
94