Aldrig mere en 9. april! - Forsvarskommandoen

Aldrig mere en 9. april!
Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951.
den åbenbare svaghed, at den ikke indeholder referaterne fra møderne i Udenrigspolitisk
Nævn, da formanden for nævnet af principielle årsager ikke ønskede disse offentliggjort.
På samme måde indeholder den kun de bilag og referater, som Folketinget fandt på sin
plads at udgive, hvilket giver nogle metodiske problemer, da man intetsteds i bøgerne kan
læse hvilken politik, der har ligget til grund for udvælgelsen. Langt hovedparten af de udvalgte
bilag og referater var, ifølge Poul Villaume, i forvejen offentlige tilgængelige, og nyhedsværdien
var derfor beskeden. Villaume gør ydermere opmærksom på, at bilagssamlingen
er mangelfuld og beskriver derfor udgivelserne som et defensorat for regeringens
NATO-venlige politik – en argumentation, som jeg kan tilslutte mig. 4
Blandt de officielle udgivelser finder vi også de relevante årgange af Rigsdagstidende.
Denne dækker forhandlingerne i Rigsdagen og bringer ordret de forskellige politikeres
udmeldinger, der er officielle og derfor i høj grad bindende. Det skal dog bemærkes, at de
politiske markeringer fra Rigsdagens talerstol er møntet på pressen/offentligheden og de
andre politiske partier, og måske derfor kan være sat mere på spidsen end partiets politik
reelt ligger op til. Modsat dette finder forhandlingerne i Udenrigspolitisk Nævn sted uden
offentlig indsigt, og under tavshedspligt. Dermed har politikerne ikke samme mulighed/behov
for politiske markeringer. Samtidig har de adgang til hemmeligstemplede oplysninger,
hvilket bl.a. gør nævnet til en tung post, som tiltrækker partiernes centrale politikere.
Det er ikke usædvanligt, at det er de respektive partiformænd, der sidder som partiernes
repræsentanter i Udenrigspolitisk Nævn. Jeg tillægger derfor udtalelserne i Udenrigspolitisk
Nævn større vægt end udtalelser om tilsvarende emner foretaget i Folketinget.
Af primære kilder skal især én fremhæves; nemlig referaterne fra de månedlige møder
mellem forsvars- og udenrigsministeren samt cheferne for hæren og søværnet. Den kommission,
der efter befrielsen undersøgte baggrunde for den tyske besættelse 9. april 1940,
pegede bl.a. på, at de militære ledere ikke havde haft det fornødne overblik over den internationale
udvikling. Det førte til, at man fra november 1945 indførte månedlige møder
mellem de førnævnte personer. Det første møde fandt sted den sjette december 1945, og
de fortsatte frem til 24. maj 1949. Referaterne fra møderne, der i gennemsnit varede en
4 Villaume 1995, s. 33.
3