Aldrig mere en 9. april! - Forsvarskommandoen

Aldrig mere en 9. april!
Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951.
ning af Marine- og Krigsministeriet og oprettelsen af et selvstændigt luftvåben, der alle
skulle indordnes i et samlet Forsvarsministerium. Loven indeholdt ingen detaljer omkring
værnenes nærmere udseende. De skulle efterfølgende vedtages i separate værnslove.
Under sin forelæggelsestale udtalte forsvarsministeren sig meget positivt om forsvarets
rolle i tilfælde af et angreb. For første gang i umindelige tider blev ordet ”offensiv” taget i
brug om det danske søværns opgaver, der nu ifølge ministeren bl.a. omfattede offensiv
minelægning samt angreb på fjendens forbindelseslinier. Det var nye vinde, der klart viser
at regeringen med medlemskabet af NATO så forsvarets opgaver i en krig som markant
ændret. 233
Søværnet utilfreds med de nye forsvarslove
De nye forsvarslove blev vedtaget med protest fra Søværnets ledelse. Som nævnt var
man i søværnet godt tilfreds med den daværende kommandostruktur, og denne lagde forslaget
op til at ændre radikalt. Søværnets ledelse frygtede derfor, at den nye opbygning,
hvor administration af og kommandoen over søværnets enheder blev adskilt, ville medføre
en betydelig forøget arbejdsbyrde for søværnet. Samtidig frygtede man, at den tvungne
sammenlægning af værnene ville betyde at søværnet blev tvunget ind i ”hærens rammer,
regler og tankegange” 234 . Der har altid været en rivalisering mellem hæren og flåden, og
det er i Vedels ord tydeligt, at søværnet frygtede at have tabt slaget, og at man fremover
skulle ledes af hærfolk, der så åbenlyst ikke havde forstand på søværnets forhold. Kritikken
gik dog hovedsageligt af interne veje i Søværnet, og i sin tale i Søelieutenantselskabet
i november 1951 slog Vedel fast, at man selvfølgelig ville følge den nye lov uden at kny. 235
233
UM 1969, s. 172ff. Se også bilag 6 i Forsvarskommissionen af 11. april 1946, 1. betænkning.
Fra regeringens side var general Gørtz udset til posten som Forsvarschef, men det fremkaldte en række angreb på bl.a.
hans ”beslutninger under besættelsen” (Kirchhoff 2002, s. 192), der fik generalen til at takke nej til posten som forsvarschef.
Viceadmiral Vedel gjorde samtidig klart, at han ikke ønskede posten. Derfor faldt valget på daværende kontreadmiral
E. J. C. Qvistgaard, der den 1. oktober 1950 blev udnævnt til fuld admiral og Forsvarschef, en post han bestred
frem til 30. september 1962. Qvistgaard havde haft en central placering i forhandlingerne med NATO i 1949 og
1950 og var derfor en mand med gode kontakter i organisationen og derfor faldt forsvarsminister Rasmus Hansens valg
på ham. Ebbe Gørtz trådte tilbage som chef for hæren på sin 65 års fødselsdag den 3. juli 1951, og blev dagen efter
efterfulgt af generalløjtnant E. C. V. Møller. Vedel fortsatte som chef for søværnet frem til 31. maj 1958. Kirchhoff
2002, s. 192 samt Dansk Biografisk Leksikon, opslag om Gørtz, Qvistgaard og Vedel.
234
Her citeret fra en tale, viceadmiral Vedel afholdt i Søelieutenant-Selskabet den 6. november 1951. RA, Vedel, Aage
Helgesen. Privatarkiv nr. 6499. Pakke 18.
235
I slutningen af 1949 begik den ene af søværnets to kontreadmiraler pludselig selvmord. Årsagen blev aldrig helt
klarlagt, men admiralen havde bl.a. udtrykt stor utilfredshed med forsvarets nyordning, og dette kan derfor have været
en medvirkende årsag til hans beslutning om at tage sit eget liv. RA, Vedel, Aage Helgesen. Privatarkiv nr. 6499. Pakke
18 og RA, Harald Petersens privatarkiv, nr. 6599, pk. 3.
94