Aldrig mere en 9. april! - Forsvarskommandoen

Aldrig mere en 9. april!
Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951.
lingen i Europa i foråret 1948 var med til at bane vejen for Bevins ide, og den 17. marts
indgik Frankrig, Storbritannien, Luxemburg, Holland og Belgien Bruxelles-traktaten, hvor
de forpligtede sig til at komme hinanden til hjælp i tilfælde af angreb. Danmark blev i januar
ikke indbudt til dette forsvarssamarbejde, og var landet blevet det, ville regeringen på
dette tidspunkt med stor sandsynlighed have takket pænt nej tak. De danske politikere var
klar over, at Bruxelles-pagten ikke besad den militære styrke til at sikre Danmark i en krig
mod Sovjetunionen. Det gjorde fortsat kun USA. 156
Forsvarets status, januar 1948
Den 21. januar 1948 var forsvarets status et emne på mødet i Udenrigspolitisk Nævn. Det
var nævnets første møde efter folketingsvalget i oktober 1947, og da kommunisterne ved
valget var gået stærkt tilbage, var de for første gang siden befrielsen ikke længere repræsenteret
i nævnet. Indtil da havde man afholdt sig fra diskussion af bl.a. forsvaret af frygt
for, at kommunisterne skulle sende oplysningerne videre til Sovjetunionen, men nu kunne
man altså frit diskutere emnet. På mødet gjorde forsvarsministeren status over det danske
forsvar og hans beskrivelse var meget nedslående. Nok var der siden befrielsen blevet
uddannet ca. 48.000 værnepligtige, men i tilfælde af en mobilisering var der kun våben til
at udruste ca. halvdelen! I december 1946 var generalkommandoen fremkommet med en
erklæring, hvori den slog fast, at hæren ikke var i stand til at føre et samlet forsvar af landet,
og trods de 13 måneder, der var gået siden, var status uændret. Hæren var fortsat
kun i stand til at klare opgaver af bevogtningskarakter og ved mindre uroligheder, og søværnet
var også fortsat langt under niveauet fra før 9. april 1940. Se bilag 3. 157
På mødet diskuterede nævnsmedlemmerne også, hvorvidt man kunne stole på de danske
hjemmeværnsfolk. Især var der utryghed ved den store kommunistiske deltagelse i den
københavnske del af hjemmeværnsforeningerne. Det var en frygt, der efter kuppet i Tjekkoslovakiet
i februar, fik en meget fremtrædende plads i regeringens politik under den såkaldte
Påskekrise. 158
156
Ifølge Petersen (1981) nævnte Bevin ikke Danmark og Norge som mulige medlemmer af Bruxelles-pagten, da han
var klar over landenes udsatte position ”som man fra britisk side ikke ønskede at eksponere”. Lidegaard 2001, s. 289ff
og Petersen 1981, s. 47ff.
157
Hansen & Sørensen 2000, s. 48ff samt RA, UM 3.E.92, Det Udenrigspolitiske Nævn.
158
Hansen & Sørensen 2000, s. 50ff.
66