Aldrig mere en 9. april! - Forsvarskommandoen

Aldrig mere en 9. april!
Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951.
også mere acceptabel end en vestlig, og forbundet ville derfor både have en afspændende
og en afskrækkende effekt. Samtidig så de danske politikere muligheden for hjælp fra det
stærke svenske forsvar som en løsning på Danmarks lave forsvarsberedskab. 208
Der kom dog først rigtig gang i forhandlingerne i september 1948. Den 8. og 9. september
havde Gustav Rasmussen, den norske udenrigsminister Lange og den svenske Undén et
møde i Stockholm. Her blev det bestemt at nedsætte en forsvarskomite, der inden 1. februar
1949 skulle undersøge mulighederne for at opnå en forpligtende aftale om et fælles
regionalt forsvar. Udvalget skulle herunder søge at få aftalen lagt ind under FN-pagtens
bestemmelser. 209
Viceadmiral Vedel var meget interesseret i et nordisk forsvarsforbund. Under hans ledelse
havde søværnet allerede i foråret 1946 taget de første spæde kontakter til det norske og
svenske forsvar. Første punkt var en aftale om fælles bistand ved bjergninger af undervandsbåde,
men på møderne mellem de militære chefer og forsvars- og udenrigsministeren
blev også ideer som gensidig underretning ved mineudlægning samt benyttelse af hinandens
flyvepladser diskuteret. De to sidste punkter blev øjensynligt diskuteret mellem de
tre landes udenrigsministre på et møde i maj eller juni 1947. Her viste både Sverige og
Norges udenrigsministre sig dog afvisende overfor tanken om et sådant samarbejde. Sagen
blev derefter efter svensk forslag overflyttet til uformelle drøftelser mellem landendes
forsvarsministre, og et møde blev aftalt mellem de tre forsvarsministre den 1. maj 1948 i
Sverige. Her skulle de diskutere både en fælles indsats ved bjergning af sunkne ubåde,
fælles mineudlægning i visse farvande af fælles interesse 210 , et fællesskab om videnskabelig
forskning, regelmæssige kontakter mellem militærstabene samt ikke mindst ensar-
208 Nielsen 1997, s. 30 samt foredrag med Poul Villaume, 29. marts 2004.
209 De tre lande skulle hver især stille med fire personer, og fra Danmark blev viceadmiral Vedel, folketingsmændene
Harald Petersen (tidl. forsvarsminister) og Poul Hansen (S) samt Udenrigsministeriets direktør Frants Hvass sendt af
sted. Disse skulle i fornødent omfang støttes af officerer og andre sagkyndige. Clausen 1984, s. 80ff og UM 1968, Bilag
22 og Bilag 27.
210 En effektiv spærring af Øresund krævede, at de danske og svenske minefelter blev lagt i forlængelse af hinanden. Da
en spærring var af klar interesse for den danske flåde, kan det ikke overraske at denne pressede på for at få lavet en eller
anden form for aftale med svenskerne om udveksling af mineplaner m.v. Jeg har fra flere sider fået at vide, at der eksisterede
en form for uofficielt samarbejde/koordinering mellem de to langes søværn men har ikke kunnet få dette bekræftet
i arkiverne.
85