Aldrig mere en 9. april! - Forsvarskommandoen

Aldrig mere en 9. april!
Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951.
Tredie Del. Påskekrisens betydning
I den danske regering gjorde krisen landets prekære situation åbenlys for alle. Så sent
som den 30. januar 1948 havde statsminister Hedtoft i et radiointerview afvist enhver tanke
om dansk deltagelse i en øst- eller vestblok, men nu var udviklingen i verden – en udvikling,
som den lille stat Danmark reelt ikke havde megen indflydelse på – gået så stærkt,
at regeringen måtte revidere dets politik. Forsvaret var stadig i meget dårlig stand, og neutralitetspolitikken
gjorde, at Danmark hurtigt kunne komme i en situation, hvor det stod
alene overfor Sovjetunionen. Nikolaj Petersen beskriver situationen godt med ordene;”...den
ydre trussel var voksende, [...] den eksterne garanti (FN) var undergravet, og [...]
landets egen forsvarsevne var nærmest ikke-eksisterende”. 196 Ligegyldigt hvad Påskekrisen
havde været grundet i, havde den vist så mange mangler ved forsvarets beredskab, at
noget måtte gøres. 197
Hjemmeværnet oprettes
Påskekrisen havde givet politikerne en frygt for, om de bevæbnede hjemmeværnsfolk var
til at stole på, og det resulterede i et lovforslag om oprettelsen af et Hjemmeværn under
forsvarets kontrol. Forsvarets ledelse havde helst set lovforslaget som en del af en samlet
forsvarsordning, men denne havde fortsat lange udsigter, og da Venstre og Konservative
pressede på for en hurtig løsning, blev forslaget fremsat i Folketinget den 29. maj. Her
blev det slået fast, at Hjemmeværnet skulle høre ind under Generalstaben, og at Hjemmeværnforeningernes
våben skulle overgå til det nye Hjemmeværn. Forsvarsministeren budgetterede
med, at det nye værn ville få ca. 100.000 medlemmer. Medlemskabet blev dog
gjort betinget af at et udvalg, under ledelse af den lokale amtmand, kunne godkende ens
optagelse. Med andre ord gjorde de politiske partier, hvad de kunne for at få kontrol over
hjemmeværnet og dets medlemmer. Michael Clemmensen beretter endvidere, at Krigsministeriet
lagde op til, at de demokratiske partier skulle opfordre deres vælgere til at melde
sig til Hjemmeværnet. Derved ville risikoen for en kommunistisk infiltration blive mindsket.
Hjemmeværnet skulle kort sagt være et led i regeringens sikring mod det frygtede indefrakommende
kup. Samtidig benyttede de politiske partier lejligheden til igen at slå fast, at de
196 Petersen 1978, s. 200.
197 UM 1969, s. 24-25, Amstrup & Faurby 1978, s. 199, Hansen & Sørensen 2000, s. 29 og Frøling 1974, s. 35ff., Heurlin
1971, s. 66, Petersen 1993, s. 19 og Petersen 1989, s. 236.
79