Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

epræsentationer. I resten af dette kapitel vil jeg fremføre en række argumenter for, at
den filmiske repræsentation i forhold til teksten har et særligt potentiale til at
repræsentere disse erfaringer. Jeg skal her understrege, at det selvfølgelig er en utopi at
tro, at man kan lave en umedieret overførsel af subjekternes erfaring til filmens
modtagere. Hvad enten vi er antropologer i felten eller seere til en etnografisk film, så
kan vi ikke hoppe ind i subjekternes kroppe og opleve præcist det samme, som de
oplever, ligesom vi ikke kan hoppe ind i deres hoveder for at tænke det samme, som de
tænker. Hvad jeg derimod vil argumentere for er, at man via filmmediet kan tilnærme
seeren en kropslig oplevelse af, hvordan subjekterne erfarer verden. Og at denne
kropslige oplevelse, sammen med den kognitive oplevelse af filmen, kan være med til at
skabe en tværkulturel identifikation og forståelse hos seeren, som ikke på samme måde
er mulig på tekst. Det første punkt i min argumentation kommer fra semiotikken.
2.3.1. Tekst og film fra et semiotisk perspektiv
Hvis man anskuer henholdsvis tekst- og filmmediet fra et semiotisk perspektiv, er det
muligt at påpege nogle grundlæggende forskelle mellem de to mediers forhold til den
virkelighed, de hver især repræsenterer. Op gennem en stor del af det 20. århundrede
var det en gængs opfattelse inden for social- og naturvidenskaberne, at sprogets ord
havde en naturlig forbindelse til det objekt, som ordet refererede til. Denne tankegang
var også en del af den positivistiske bølge, som dominerede antropologien helt frem til
repræsentationskrisens begyndelse i løbet af 1970erne, hvor troen på videnskabelig
præcision og objektivitet begyndte at blive udfordret.
Sprogforskeren Ferdinand de Saussure påviste imidlertid allerede i begyndelse af
1900-tallet, at sprogets ord ikke var en 1:1 repræsentation af virkeligheden. Saussure
havde en strukturalistisk tilgang, hvor han anså sproget som et system af tegn, og hvert
af disse tegn bestod ifølge Saussures teori af henholdsvis et akustisk billede og et
koncept (Saussure 1959: 66). Det akustiske billede, ”the signifier”, er den udtalte lyd,
og konceptet, ”the signified”, er det koncept, som lyden refererer til. Saussures vigtige
pointe er, at forholdet mellem ”signifier” og ”signified” er arbitrært (ibid.: 113). Dvs. at
der ikke er nogen naturlig forbindelse mellem et ord og det koncept, ordet refererer til.
Hvis forbindelsen var naturlig eller objektiv, skulle alle sprog have det samme akustiske
billede for, eksempelvis, konceptet ”hund”, hvilket jo ikke er tilfældet. At vi i det
15