Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

Rouch metodologiske udgangspunkt betød, at han altid var en aktivt deltagende
aktør i de begivenheder, han filmede, og efter min mening smitter hans engagerede og
deltagende filmstil af på såvel det filmiske produkt som på publikums oplevelser af det.
Et centralt begreb i denne forbindelse er den såkaldte ’ciné-trance’. Begrebet refererer
til, at Rouch under filmningen af visse ritualer kom i en slags trancelignende tilstand.
Han beskriver det på følgende måde:
”When I have a camera and a microphone I’m not my usual self, I’m in a strange state, in a cine-transe.
This is the objectivity one can expect, being perfectly conscious that the camera is there and that people
know it. From that moment we live in an audio-visual galaxy; a new truth emerges, cinema vérité, which
has nothing to do with normal reality” (Rouch i Eaton 1979: 50, forfatterens kursivering).
Ordet trance skal her forstås bogstaveligt. Når Rouch filmede besættelsesritualer, skete
det, at han også selv oplevede at blive besat af ånderne og således blev en anden person
end den, han normalt var. Når Rouch kommer i ’ciné-trance’, bliver han til det, som
Stoller har kaldt ’Rouch-the-camera’, et væsen besat af at optage virkeligheden gennem
linsens billeder og mikrofonens lyde. Et eksempel herpå er filmen Les Tambours
d’avant: Turu et Bitti (1967). Rouch beskriver i filmens voice-over, hvordan han i det ti
minutter lange ’one-take’, der udgør filmen, bliver besat af ånderne, og at han som besat
medie er med til at igangsætte hele besættelsesceremonien.
Personligt har jeg som kameramand hverken filmet besættelsesritualer eller oplevet
at blive besat af ånder, men den trancelignende tilstand, som Rouch beskriver, kan jeg
alligevel godt genkende. Det er et af de få øjeblikke, hvor man med sit håndholdte
kamera bliver så opslugt af handlingen, at man oplever en både fysisk og psykisk
harmoni med personerne og omgivelserne, som gør, at man for en stund glemmer de
tekniske overvejelser og lader sig opsluge af begivenheden foran linsen. På den
baggrund kan ’ciné-trancen’ også siges at referere til den tilstand af opslugthed og
indlevelse, man som filmskaber kan opleve. En følelse, der får én til at smide mange af
de rationelle tanker væk, hvorved man deltager og oplever den filmede begivenhed på et
mere følelsesmæssigt og kropsligt plan. Willerslev skriver, at man som filmmager ikke
kan kopiere andre menneskers erfaringer, men ved at lade sig rive med af atmosfæren –
rytmerne, spændingen og de kropslige bevægelser – kan man opnå en fornemmelse af
subjekternes følelser (Willerslev 1997: 11). ’Ciné-trance’ kan således ses som en slags
42