Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

På et tidspunkt de besatte medier enige om at ofre en hund til guderne, og de stimler
sammen for grådigt at drikke det fossende blod. Besatte af ånderne er sektens
medlemmer desuden i stand til at gøre overnaturlige ting så som at brænde sig selv med
fakler og dyppe hænderne i kogende vand uden at komme til skade. Disse voldsomme
scener kommenteres a Rouch gennem en voice-over, der frem for at være forklarende
nøgternt og messende beskriver, hvad der sker på billederne.
Året før Les Maitres Fous officielt blev udgivet i 1955, viste Rouch filmen på
Musée de l’Homme i Paris for en lille inviteret skare af franske antropologer og
afrikanske intellektuelle. Deres modtagelse var barsk. Flere afrikanere kaldte filmen
anstødelig og mente, at billederne af sorte mennesker med vilde øjne, som drak
hundeblod og spiste hundekød, ville forstærke racistiske myter om ’Det sorte Afrika’
(Stoller 1992: 151). Omvendt var kolonimagterne heller ikke glade for filmen, da det
var deres administration, der blev ’gjort grin’ med i Hauka-ritualet, og den britiske
regering forbød således, at filmen blev vist i Vestafrika (Henley 2006: 731). Marcel
Griaule, som var Rouchs lærermester, var absolut heller ikke tilfreds, og han mente
ligefrem, at filmen skulle destrueres. Rouch var påvirket af den hårde kritik, men han
mente samtidig, at han havde filmet noget ganske ekstraordinært, som ikke skulle
destrueres (Stoller 1992: 151). De følgende år fortsatte filmen med at vække stærke
reaktioner og dele vandene overalt, hvor den blev vist. Fortalere værdsatte dens tekniske
kvaliteter, dens uimodståelige billeder og dens nærværende portrættering af en verden,
som normalt var utilgængelig for europæere. Modstanderne klagede over dens eksotiske
racisme, der fremstiller afrikanere som udøvere af barbariske religioner fra en svunden
tid (ibid.: 153). I 1957 vandt den førsteprisen for bedste kortfilm på Venice Film
Festival, og juryens begrundelse lød: ”In the image of his maitres-fous, Rouch is a possessed
filmmaker who gives birth to a veritable magic dance whose effect is to capture the movement of the
real.” (ibid.: 152).
Selv i dag, over 50 år efter, er det stadig en stærk og foruroligende film. Billederne
af de vaklende kroppe, der i trance vælter omkring, får ens egen krop til at sidde uroligt
på biografstolen. Nærbillederne af de besatte Hauka-mediers ansigter med de udspilede
øjne og fråden løbende ned af hagen får en til at føle ubehag og væmmelse. Stoller
skriver ligefrem, at hver gang han viser filmen for sine elever, er der én af dem, som
kaster op! (ibid.: 158). Les Maitres Fous er altså en film, der i den grad vækker stærke
26