Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

2006: 45). MacDougall bygger videre på denne idé om sansernes uadskillelighed i sin
argumentation, idet han fremhæver, at syns- og høresansen pga. sansernes indbyrdes
uadskillelighed kan tilvejebringe en sekundær rute til resten af sanserne. Så selvom vi
ikke kan lugte, smage eller berøre objekterne på filmen, kan vi som seere alligevel opnå
en form for erfaring af disse sanser. MacDougall formulerer det på følgende måde: “I can
touch with my eyes because my experience of surfaces includes both touching and seeing, each deriving
qualities from the other” (MacDougall 1998: 51).
Man kan være for eller imod MacDougalls argument om, at man kan føle og røre
med øjnene. Imidlertid mener jeg ikke, at der er nogen tvivl om, at sansernes indbyrdes
forbundenhed har betydning for den menneskelige erfaring, og at vores oplevelse af en
etnografisk film derfor foregår på flere sanseniveauer. Samtidig er det også vigtigt at
understrege, at filmens billeder og lyd fremprovokerer en vifte af sekundære
sanseindtryk – i form af stemmer, kroppe, teksturer, farver, temperaturer og bevægelser
– som er med til at styrke den sanselige repræsentation.
2.3.3. Films simultane adressering af sanserne
Et andet og efter min mening tungere argument for, at film kan tilvejebringe en sanselig
repræsentation af subjekternes erfaringer, har at gøre med den simultanitet, hvormed
sanserne adresseres på film. Der er nemlig stor forskel på, hvordan vi som læsere og
seere møder henholdsvis en film og en tekst. Som Bloch fremhævede, er den
væsentligste egenskab ved det skriftlige sprog dets linearitet. Skrift er en ”word-by-
word process” (MacDougall 2006: 46), og når man læser en beskrivelse, er det
grundlæggende en akkumulerende proces, idet man tilføjer én ny del af gangen, modsat
et billede, som mødes kompositorisk, dvs. man ser flere dele på én gang (ibid.: 47). Så
mens skrift har en tendens til at præsentere såvel fysiske objekter som sanselige
kontekster i en selektiv og lineær form (som jf. Bloch ikke stemmer overens med den
måde, vi som mennesker tænker på), så kan filmmediet præsenterer disse simultant.
Filmens levende billeder kan derfor vise relationen mellem objekter og handling og de
interaktive kropsholdninger og gestusser, som mennesker benytter sig af i
konversationer (ibid.: 38). Dette kompositoriske syn giver seeren mulighed for at
iagttage forbindelser og relationer i den sociale verden – herunder den kontekst hvori
personer taler til hinanden – som ville være vanskelige at fremstille på tekst. Billedet
18