Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

epræsenterer altså noget af den sanselige kompleksitet, som er kendetegnet for den
menneskelige erfaring. Teksten derimod reducerer denne kompleksitet til skrevne ord,
hvorved den originale multisanselige kontekst forsvinder:
”The word in its natural, oral habitat is a part of real, existential present… Spoken words are
modifications of a total situation, which is more than verbal… Yet words are alone in text” (Ong citeret
i MacDougall 2006: 42-43).
Talen er altså på skrift fjernet fra dagligdagens sanselige verden og fremstår blot som
ord på en side. Tekstforfattere må derfor arbejde hårdt for at kompensere for dette tab af
dens komplekse interpersonelle og multisanselige kontekst, såvel som for de ikke-
verbale kommunikationsformer, som ledsager tale. Dette gøres i skønlitteraturen ved at
lave beskrivelser, der appellerer til læserens forestillingsevne. Herved ændres både
læserens og forfatterens egen sensibilitet og tankemønstre fundamentalt.
Den simultane repræsentation af objekter er for MacDougall væsentlig for en
bredere forståelse af den sociale erfaring (ibid.: 51). Som mennesker lever vi i
sammensatte verdener på trods af, at vores veje gennem dem har lineære kendetegn.
Derfor er det vigtigt, at vi medtænker dette, når vi analyserer og forsøger at
repræsentere verden som antropologer, og her synes film at have særligt potentiale.
Film sammenblander hele tiden forskellige måder at tænke og percipere på. Der er et
kontinuerligt sammenspil mellem dets mange former for adressering – det lydlige med
det visuelle, det sanselige med det verbale, det narrative med det billedlige. Der er også
en antydning af dette sammenspil i litteraturen, men det er i virkeligheden en
konstruktion af forfatterens og læserens fantasi, idet den faktiske adresseringsmåde, ord
på en side, forbliver konstant. Selvom film har et relativ lille erfaringsområde, så giver
de tilskueren en indsigt i den integrerede og ofte forvirrende sociale realitet, som
filmens hovedpersoner står overfor, og de kan tilvejebringe et flow af sanselige og
kropslige erfaringer, som er vanskelige at opnå på tekst (ibid.: 52).
Et godt eksempel på en etnografisk film, der indfanger denne multisanselige
kontekst er den indonesiske-hollandske instruktør Leonard Retel Helmrichs Shape of
the Moon (2004). Filmen er optaget over en periode på tre år, hvor den følger en kristen
families dagligdag i et indonesisk slumkvarter med alle dens op- og nedture, konflikter
19