Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

man ifølge Vertov præsentere publikum for en virkelighed, der var mere sand end den,
det menneskelige øje så. Gennem den nye teknologi kunne man derfor producere, hvad
Vertov kaldte ’Kino Pravda’, på dansk den ’cinematografiske sandhed’ 5 . Flahertys stil
var derimod kendetegnet ved en større respekt for de filmede begivenheders integritet.
Mens Vertovs kamera er i stand til at foretage ”umenneskelige” bevægelser, forsøger
Flaherty i stedet at menneskeliggøre kameraet, som var linsen en forlængelse af hans øje
og hans arm (Grimshaw 2001: 49). Kameraets bevægelser følger med andre ord
Flahertys eget menneskelige syn. Scenerne i Flahertys film er samtidig kendetegnet ved
en intimitet, ro og detaljerigdom, der efter min mening giver seeren en mulighed for at
sanse de filmede begivenheder på en måde, som ikke er mulig i Vertovs
konstruktivistiske stil. Ved at lade scenerne bestå af lange sammenhængende skud giver
Flaherty seeren en fornemmelse af, at handlingen udspiller sig i realtid. Derved kan
filmen ses som en tidlig repræsentant for den antropologiske genre, ’observational
cinema’, som jeg vil gennemgå i næste kapitel.
Målet med Flahertys visuelle stil var at viderebringe sin egen erfaring af inuitternes
liv til seeren. At kunne erfare subjekternes livsverden betød for Flaherty to ting: For det
første at man måtte smide sine traditionelle fordomme væk for at kunne se og opleve
verden på en helt ny måde 6 . For det andet, at man måtte være parat til at gøre sig sårbar
og afhængig af de mennesker, som man levede sammen med, og hvis humanitet man
forsøgte at skildre (ibid.: 48). Målet for Flaherty var derfor ikke at give seerne en
intellektuel beskrivelse af inuitterne, men i stedet at give dem en følelsesmæssig og
empatisk oplevelse af, hvordan det var at være inuit. Derved forsøgte Flaherty som den
første filmskaber nogensinde at appellere til, hvad Grimshaw beskriver som en ”ny
universel humanisme” (ibid.: 51). Han forsøgte at repræsentere inuitternes erfaring af
verden – en erfaring, som er universel, fordi den går forud for både inuitternes og vores
egne sproglige og kulturelle konceptualiseringer.
Nanook of the North er med tiden blevet genstand for en del kritik. Den er bl.a.
blevet kritiseret for at rekonstruere og iscenesætte nogle af scenerne (Calder-Marshall
1963; Van Dongen 1965) og for at producere nye stereotyper om indfødte folk, idet
Flaherty giver en ensidig fremstilling af subjekterne, der i filmen altid er glade og
5 Se Vertovs The Man with the Movie Camera (1928) som et eksempel på denne optage- og klippestil.
6 Her kan man drage en parallel til Edmund Husserls epoché, som indebærer, at man forsøger at kaste sine
dagligdags og videnskabelige anskueformer af sig for at opleve verden på ny med friske øjne.
35