Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

I bogen Making Forest of Bliss (Gardner og Östör 2001) fortæller Gardner, at citatet
henviser til, at verden er et sted, hvor ting ikke overlever for evigt, men i stedet bliver
destrueret på en række forskellige måder, typisk gennem afbrænding eller spisning, og
at alt derfor genskabes igen. Forest of Bliss er således en film, der handler om kroppen,
dens forfald og genskabelse, og om hvordan mennesker i Benares forholder sig til den.
Filmen er som nævnt en stærk og æstetisk film. Billederne har til tider et nærmest
magisk skær, og jeg blev flere gange draget af filmens personer, selvom jeg ikke forstod
præcist de handlinger, de udførte. Den antydende og associerende fortællestil gjorde, at
jeg måtte gætte og forsøge at skabe mine egne konstruktioner. Samtidig betød fravalget
af sprog, at jeg måtte forsøge at forstå subjekterne og deres handlinger gennem en visuel
og lydlig sansning af det filmede. Filmen kan således betragtes som et godt eksempel på,
hvordan man via billeder kan give publikum en stærk sanselig oplevelse af subjekternes
liv. MacDougall fremhæver i den forbindelse, at man kan betragte Forest of Bliss som
en slags prototype:
“I believe it is useful to see the film as a prototype: an experiment in a radical anthropological practice
which explores the largely invisible interrelations of the visible world through visual (and it must be
added, auditory) means….it seeks to do so in a fashion that resembles the way in which sensory
awareness, cultural meaning, and metaphorical expression are combined in social experience”
(MacDougall 2001: 71).
MacDougall ser altså Forest of Bliss som et forsøg på at afdække de ikke-synlige
relationer gennem det visuelle. Et forsøg på at give publikum en fornemmelse af,
hvordan hinduerne i Benares erfarer verden. Imidlertid sad jeg efter at have set filmen
tilbage med en fornemmelse af uforståenhed. Hvad handlede filmen egentlig om?
Problemet er, at filmen foregår i en verden så eksotisk og forskellig fra min egen, at jeg
uden verbal vejledning ikke var i stand til at forstå, hvad der foregik. Moore spørger i
tråd hermed: ”How much can I, or anyone, really see in a setting so totally foreign to one’s life
experiences?” (Moore 1988: 3). Spørgsmålet, man med rette kan stille efter at have set
filmen, er derfor, om vi bliver klogere på inderne i Benares? Eller producerer vi blot
vores kulturelle stereotyper om inderne, fordi filmmageren naivt antager, at en
umedieret repræsentation af subjekternes erfaring er mulig?
58