Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

heltemodige (Rothman 1997; Ruby 2000). Man kan således stille spørgsmålstegn ved,
om filmen virkelig repræsenterer inuitternes liv set fra deres egen synsvinkel, eller om
den snarere er et udtryk Flahertys romantiske forestilling om inuitternes livsførelse.
Trods denne kritik betragtes Nanook of the North i dag som en klassiker, ikke bare
inden for etnografisk film, men også inden for dokumentarfilmgenren 7 som sådan. Dette
skyldes, at filmen af flere årsager var en banebrydende film. For det første byggede den
på lang tids feltarbejde, for det andet lod den en indfødt være filmens hovedperson, for
det tredje havde filmen en stærk visuel ’suspense’ og narrativitet, og for det fjerde
inddrog Flaherty sine subjekter i planlægningen af filmens indhold, idet han viste dem
sine optagelser og diskuterede opbygningen af konkrete scener sammen med dem
(Heider 1976: 20-24, Ruby 2000: 70-71). Endelig ser jeg filmen som den allerførste, der
prøvede at fremstille de antropologiske subjekter som rigtige mennesker med følelser,
kroppe og motiver, og som derved forsøgte at appellere til en fællesmenneskelig
humanitet, der går forud for sproglige, kulturelle og historiske forskelligheder. Over tre
årtier senere fulgte tre forskellige antropologer på hver sin måde i Flahertys fodspor.
Det drejer sig om franskmanden Jean Rouch, australieren David MacDougall og
amerikaneren Robert Gardner. Sammen med Flaherty tilhører de tre en tradition inden
for etnografisk film, som jeg har valgt at kalde den humanistiske, fænomenologisk-
inspirerede tradition. Denne vil jeg rette blikket mod i det kommende kapitel.
7 Termen dokumentar er dog knyttet til Flahertys anden film, Moana fra 1926, som John Grierson i en
anmeldelse fremhævede for dens ”dokumentariske værdi” (Grimshaw 2001: 47). Nanook of the North
blev således først retrospektivt betegnet som en dokumentarfilm.
36