Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

kropsholdning og har en tendens til at bevæge sig synkront med dem. Den anden fase er
en emotionel respons, hvor der sker en feedback fra disse udtryk og kropsholdninger til
ens hjerne, som skaber følelser, der passer til dem (Hoffmann 2000: 37-45). En persons
smil kan eksempelvis få en anden person til at smile, og dette smil får den anden person
til at føle lykke. Hatfield, Cacioppo og Rapson kalder denne proces for ”emotional
contagion”, som de definerer som ”the tendency to automatically mimic and synchronize
expressions, vocalizations, postures, and movements with those of another person’s and, consequently, to
converge emotionally.” (Hatfield, Cacioppo og Rapson 1993: 96). For den filmiske
repræsentation betyder dette, at vi som filmmagere kan skabe en følelsesmæssig
resonans mellem filmens subjekter og filmens publikum ved at vise subjekternes
følelsesmæssige ansigtsudtryk. På den måde synes film-mediet i en vis grad at
kunne ’overføre’ nogle af subjekternes kropslige og følelsesmæssige oplevelser til
seerne.
2.3.5. Nærbilledernes betydning for den kropslige repræsentation
Som nævnt er det selvfølgelig utopisk at tro, at man kan lave en umedieret ’overførsel’
af subjekternes erfaringer. Jeg mener dog på baggrund af den fremførte argumentation,
at man med en vis rimelighed kan hævde, at det via filmmediet er muligt at tilnærme sig
en fornemmelse af disse erfaringer. Det fjerde og sidste argument, som jeg vil fremføre
herfor, er filmmediets mulighed for at bruge nærbilleder i sin repræsentation. Ved at
optage nærbilleder kan man på film skabe en nærhed med andres ansigter og kroppe,
som vi oplever i langt mindre grad i det daglige liv. Nærbilleder bringer
seeren ’unaturligt’ tæt på et givent objekt, forstået på den måde, at man i sit daglige liv
normalt ikke ville stirre på en anden persons ansigt fra mindre end 15 centimeters
afstand. Derved skaber nærbillederne – hvad enten det er et ansigt, en kropsdel eller et
objekt – en intimitet, som kan forstærke seerens kropslige reaktion. Samtidig kan
nærbillederne gøre os opmærksomme på detaljer ved det daglige liv, som vores syn
normalt ikke bemærker. Da vi som mennesker konstant bombarderes med flere
sanseindtryk, end vores hjerne kan rumme, har vores hjerne en tendens til ubevidst at
bortselektere en masse information, hvorved vi kun registrerer et fåtal af dagliglivets
mange detaljer (Bondebjerg 1994: 87). Filmteoretikeren Balázs sammenligner dette
fænomen med en koncerttilskuer, der til en klassisk koncert kun hører hovedmelodien,
22