Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

In contrast to ethnographic writing, this transculturality is a dominant feature of ethnographic films and
photographs” (MacDougall 1998: 252).
Når vi på film iagttager et subjekt, der eksempelvis gestikulerer, smiler eller råber,
oplever vi som seere en række udtryk, som også er en del af vores egen måde at erfare
verden på. Og når vi ser subjekterne være glade, sure, ulykkelige, frustrerede eller
ophidsede, oplever vi en række følelser, som vi også kender fra vores egen krop.
Dermed synes film at appellere til den fællesmenneskelige erfaring.
Kulturelle forskelligheder, eksempelvis i form af kropstype, påklædning, personlig
udsmykning og de fysiske omgivelser, er selvfølgelig også til stede i enhver film.
Pointen er imidlertid, at forskellene ofte fremstår som sekundære i forhold til de
fysiologiske og psykologiske ligheder (ibid.: 247). Ved at repræsentere individernes
kropslige gestikulationer og vokale udtryk kan filmmediet således relativere kulturens
betydning i forhold til disse ligheder i den menneskelige udtryksform. At film på denne
måde kan nedtone de kulturelle forskelligheder er dog ikke ensbetydende med, at
enhver etnografisk film skaber tværkulturel identifikation og forståelse (hvilket jeg vil
illustrere i kapitel 5), men det viser, at filmmediet har et særligt potentiale hertil.
Hvis vi kigger på den tekstlige repræsentation forholder det sig noget anderledes.
Her er der en tendens til at fokusere på kulturelle forskelligheder og at udelade de
fysiske og psykologiske ligheder. Dette hænger sammen med skriftens semiotiske
egenskaber. Som nævnt i afsnit 2.3.1. er tekstmediet ikke særlig velegnet til at
repræsentere menneskers fysiske udtryk og erfaring. Samtidig har tekst, som
MacDougall skriver, en begrænset ’økonomi’ (MacDougall 1998: 246). På skrift
udelades de menneskelige almindeligheder, både fordi de tages for givet, men også fordi
det ville tage alt for langt tid, hvis man skulle skrive, hver gang man nævnte en person,
at denne gik på to ben, havde et hoved, et ansigt, to arme, osv. (ibid.: 246). Ikke desto
mindre er enhver af disse detaljer eksplicit tilstede i ethvert visuelt billede af en person
pga. billedtegnets indeksikalitet. MacDougall understreger, at mennesker ganske vist
nævnes i den skrevne antropologi, og deres handlinger beskrives, men de er ikke til
stede i fysisk forstand. Som Barth beskriver, bliver de ofte fremstillet som eksempler af
den generelle type (Barth 1995: 65) i stedet for de individer, som forfatteren har lært at
kende. Skriften, med dens passive, retrospektive syn på livet, ”begraver” med
32