Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

personer med kroppe, gestikulationer, ansigtstræk og vokale udtryk. Subjekternes
kroppe er således direkte indlejret i filmens billeder. Derved har filmmediet et større
potentiale end teksten til at repræsentere subjekternes kropslige erfaringer. Samtidig har
filmmediet også et yderligere potentiale til at afspejle filmmagerens egne erfaringer, idet
filmmagerens krop er aflejret i billederne i form af de valg, han eller hun har foretaget
med kameraet så som beskæring, bevægelse, fokus og tidsinterval for optagelserne.
2.3.2. Films sekundære rute til sanserne
Filmens indeksikale kvaliteter synes altså at gøre mediet mere oplagt end teksten til at
repræsentere subjekternes kropslige erfaringer. Imidlertid melder der sig et åbenlyst
spørgsmål i forhold til den filmiske repræsentation: Hvordan kan film repræsentere
subjekternes kropslige erfaringer, når vi som seere kun erfarer filmen gennem to af
vores fem sanser, synssansen og høresansen? Jeg vil i de følgende afsnit fremhæve fire
argumenter for, at en sådan repræsentation kan lade sig gøre. Det første går på, at film
pga. sansernes indbyrdes forbundenhed kan tilvejebringe en sekundær rute til resten af
sanserne.
Inden for neurologisk forskning har man i flere årtier været opmærksom på, at
sanserne er indbyrdes forbundne, og man har brugt denne viden til at hjælpe
handicappede personer, som mangler én eller flere af sine sanser (Bach-y-Rita 1972).
En række forskere har således udviklet forskellige apparater, der via stimuli fra én eller
flere af de andre sanser hjælper blinde med at genskabe følelsen af at se. Et eksempel
herpå er neurologen Bach-y-Ritas såkaldte “Tactile Vision Sensory Substitution”
apparat, hvor visuelle billeder fra et videokamera transformeres til såkaldte lydbilleder,
der gør personer i stand til at genkende visuelle objekter ud fra lyde (Lenay, Gapenne,
Hanneton, Marque and Geouelle 2003: 271). Sansernes indbyrdes forbundenhed
bekræftes også af undersøgelser af blinde, som har genvundet synet. I flere tilfælde var
de ikke i stand til at genkende objekter, før de mærkede dem med deres hænder (Sacks
1995: 125). På det seneste er også antropologer begyndt at understrege, at vores fem
sanser ikke skal betragtes som separate enheder, men i stedet som gensidigt forbundne.
Med udgangspunkt i biologiske perceptionsteorier argumenterer Ingold, at de
forskellige sanselige modaliteter ikke kan adskilles fra hinanden (Ingold 2000: 281), og
Pink fremhæver, at hans argumenter understøttes af en række etnografiske studier (Pink
17