Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

Inden jeg uddyber, hvordan jeg har tænkt mig at gribe dette an, vil jeg komme med
et par indledende overvejelser omkring to begreber, som står helt centralt for min
problemformulering. Det drejer sig om sproget og erfaringen og den betydning, de to
begreber har haft for den antropologiske repræsentation.
1.2. En antropologi af ord
Siden fagets begyndelse har antropologien, som den australske antropolog og filmmager
David MacDougall beskriver det, været en ”disciplin af ord” (MacDougall 2006: 224).
Antropologens metode bygger i vid udstrækning på samtaler og interviews med
informanter, antropologen indsamler data ved hjælp af skrevne ord på en notesblok,
antropologen bearbejder sine data ved hjælp af en gennemskrivning af feltnoter og
transskribering af interviews, og endelig formidler antropologen sin viden på skrift via
monografier eller artikler.
Fokus på sprog og tekst stopper dog ikke her. I den postmoderne antropologi
fremhæver socialkonstruktivistiske og poststrukturalistiske teorier, at sproget er
fundamentet for menneskelig erkendelse, og at sprog derfor har en determinerende
effekt på menneskers tanker og handling. Sproget er, som Burr skriver: ”a necessary pre-
condition for thought as we know it” (Burr 1995: 33). Leach fremhæver i tråd hermed, at
vores sproglige kategorier tilvejebringer den ramme, hvorigennem vi erfarer
verden: ”Our internal perception of the world around us is greatly influenced by the verbal categories
which we use to describe it… We use language to cut up the visual continuum into meaningful objects”
(Leach 1976: 33). Samme tankegang afspejles i Foucaults diskurs-teori, hvor diskurser
bliver anskuet som ”practices which form the objects of which they speak” (Foucault 1972: 49).
Da antropologiens repræsentationskrise for alvor begyndte at kradse i 1980erne, var
det også sproget, der var i fokus. Debatten handlede om, hvordan vi med teksten som
medie kan repræsentere andre kulturer, eller, med Clifford og Marcus’ ord, hvordan vi
som antropologer skriver kultur (Clifford & Marcus 1986). Men mens repræsentations-
debatten tilvejebragte en kærkommen kritik af den antropologiske autoritet og medførte
en stigende opmærksomhed omkring, hvordan vi som antropologer repræsenterer ’den
Anden’ og konstruerer vores viden, så blev der ikke for alvor stillet spørgsmålstegn ved
tekstens specifikke egenskaber som repræsentationsform og dens epistemologiske
konsekvenser for repræsentation af ’kultur’ som sådan (Crawford og Postma 2006: 2).
5