Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

alligevel relativt sprogtunge, idet de er bygget op omkring længerevarende interviews
med Hamar-kvinderne.
Vores egen film, Den italienske læge, indeholder den samme form for
vekselvirkning mellem kontekstualiserende, verbal information på den ene side og åbne,
sanse-betonede scener på den anden. Et eksempel på en ’åben’ scene er badescenen
cirka midt i filmen, hvor den lille dreng Mehdi bliver vasket af sin bedstefader. Denne
to minutter lange og stort set nonverbale scene består af rolige, sammenhængende skud,
der skaber intimitet, ro og nærvær og dermed muligheden for en sanselig oplevelse af de
to personers situation. I andre af filmens scener er det de verbale informationer, som er i
højsædet, men med den væsentlige forskel i forhold til BBC-programmerne, at de
kontekstualiserende informationer ikke kommer fra en usynlig og allestedsnærværende
fortæller, men i stedet fra filmens hovedperson, den italienske læge Alberto Cairo. I
filmen fortæller Alberto bl.a. om mineofrenes vilkår, om familiens betydning og om de
kulturelle og samfundsmæssige betingelser i Afghanistan. Som regel sker dette med
Alberto ’i sync’, dvs. at billede og stemme passer sammen, forstået på den måde, at vi
ser ham i billedet, mens han taler. Derved kombineres den sprogtunge
kontekstualisering med Albertos ansigtsudtryk, kropsholdning og gestikulationer. På
denne måde kan kontekstualiserende informationer bragt ’i sync’ bevare noget at det
sanselige nærvær i repræsentationen.
Interview med Alberto Cairo i Den italienske læge.
62