Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

irritationsmoment for publikum, og det synes at være en forhindring for en sanselig
indlevelse i filmen. Men efterhånden holder man faktisk op med at lytte efter, og i stedet
begynder man at overgive sig til de stærke og medrivende billeder. Rouchs stemme
høres nu nærmere som en slags baggrundssummen, og stemmens monotone og
messende karakter gør, at man trækkes endnu længere ind i filmens univers. På denne
måde kan man betragte voice-overen som en form for støj, der medvirker til at skabe en
stærk sanselig oplevelse af filmen. Willerslev beskriver det således:
”When watching the film for the first time, one gets so annoyed with Rouch’s incomprehensible English
language that after a short while you ignore the commentary and surrender to the pictures. If you insist on
understanding what is said by Rouch, you have to watch the film again. In this manner, Rouch makes sure
that the wild bodily and sensory experiences of the ritual, the “(cine)trance”, are transmitted directly and
almost unmediated to the audience the first time they watch the film, so they themselves get a feeling of
participating“ (Willerslev 1997: 11).
Filmen blev lavet før, letvægtskameraer med synkron lyd blev tilgængelige for
dokumentarfilmskabere, og derfor er alle filmens lyde blevet optaget separat af Rouchs
assistent, nigerianeren Damouré Ziga. Udover Rouchs messende og ”uforståelige”
voice-over er filmens lydside bygget op omkring en vekselvirkning mellem larm og
stilhed (Grimshaw 2001: 99). Der er således en skarp kontrast mellem filmens
indledende billeder fra storbyen Accra, hvor vi hører den larmende trafik optaget
gennem Zigas mikrofon, og billederne af den efterfølgende Hauka-besættelse på
savannen, som er kendetegnet ved stilhed. Nicholls understreger, at afsavnet af én af
vores sanser har en tendens til at fremhæve og styrke de andre 16 , og min erfaring er, at
stilheden i dette tilfælde er med til at forstærke oplevelsen af besættelses-ritualet.
Kontraster spiller i det hele taget en vigtig rolle i Rouchs repræsentation af ritualet.
Dikotomierne by og land, larm og stilhed, orden og kaos, rationalitet og irrationalitet,
herre og undersåt vendes konstant på hovedet gennem filmen. Kontrasterne forstærkes
yderligere af Rouchs klipning af materialet. Oplevelsen af Accra som en travl og
dynamisk by skærpes af den hurtige klipning i filmens begyndelse, hvor de forskellige
skud sidestilles som en mosaik af byens forskellige elementer. Samtidig indsætter
16 Han nævner som eksempel filmen The Act of Seeing with one’s own eyes (1971), der handler om
obduktioner på et lighus i Pittsburgh. Ifølge Nicholls gør fraværet af lyd filmen til ”one of the most
unwatchable films ever made” (Nicholls 1991: 144).
45