Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

For mig at se gør filmens langsomme tempo, dens manglende narrative
sammenhæng, fraværet af ord og ikke mindst fravalget af enhver form for
kontekstualiserende information det næsten umuligt at forstå, hvad filmen handler om.
Derved sætter filmen hovedet på sømmet i forhold til en af grundproblematikkerne
ved ’transcultural cinema’: Hvis vi går linen ud i forhold til at dyrke filmmediets
fænomenologiske og transkulturelle potentiale og fjerner alt sprog, både i form af
subjekternes egen tale og i form af kontekstualiserende forklaringer, indebærer det en
stor risiko for, at filmen misfortolkes. Derved kan den filmiske repræsentation risikere
at gøre det modsatte af, hvad MacDougall er fortaler for, nemlig at skabe
fremmedgørelse og forstærke fordomme hos seeren. Denne risiko underbygges af
Martinez, der har lavet en receptionsanalyse blandt amerikanske studerende på et
introduktionskursus til antropologi. Her viste det sig, at de studerende bl.a. virkede
uinteresserede, oplevede kulturchok, fik forstærkede fordomme, kom frem til
hegemoniserende konklusioner og opnåede et relativt lille niveau af forståelse (Martinez
1992: 132).
Loizos forsvarer Forest of Bliss ved at sige, at filmen ikke handler om det
etnografiske Benares, men i stedet er et forsøg på at få os til at tænke på livet, døden,
kroppen og sjælen, og at Gardner bruger Benares som et mikrokosmos som et eksempel
på disse mere overordnede menneskelige temaer (Loizos 1993: 162). På den ene side
handler filmen om den dyriske side af mennesket, om mennesket som jæger og som
bytte, og på den anden siden handler den om menneskets religiøse og spirituelle side,
om det faktum, at mennesker søger ly under religionen for at kunne forklare kroppens
biologiske forfald (ibid.: 162). Gardner vil fremstille dette på generelt menneskeligt
plan, og derfor har han fravalgt brugen af ord.
Selvom dette er Gardners intention, er det efter min mening problematisk at lave en
film, hvor seeren sidder tilbage med en følelse af uforståenhed. Hvis den etnografiske
kontekst kun er sekundær, så kan man diskutere, om der overhovedet er tale om en
etnografisk film. Dette er baggrunden for, at mange af hans kritikere kalder filmen for
kunst og ikke for antropologi. Ruby skriver således, at det ikke er afgørende, om filmen
er godt fortalt eller kunstnerisk filmet, men i stedet om den producerer antropologisk
viden (Ruby 1991: 14). Henley skriver endvidere, at hvis en film ikke er antropologisk
framet, kan den ikke kommunikere antropologisk om tværkulturelle forskelligheder
59