Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

5.3. Sproget som social realitet
I forrige afsnit har jeg argumenteret for sprogets nødvendighed i etnografiske film pga.
dets mulighed for at sætte seeren eller publikum ind i den etnografiske kontekst. I dette
afsnit vil jeg indføre endnu et argument for, at sproget bør være en del af etnografiske
film.
Gennem specialet har jeg påpeget, at en stor del af subjekternes erfaring ikke kan
sprogliggøres, og at vi som antropologer derfor bør være på vagt over for
informanternes mundtlige artikulationer. Det er dog her væsentligt at være opmærksom
på, at dette ikke er ensbetydende med, at verbale udsagn ikke udgør nogen form for
etnografisk viden. For selvom der er tale om efterrationaliseringer og genskabelse af
oplevelser, som kognitivt erkendes på en anden måde end sproget, så er det talte sprog
stadig en væsentlig del af den sociale realitet. Holy og Stuchlik skelner i tråd hermed
mellem to domæner af social realitet: ”the domain of notion” og ”the domain of action”
(Holy og Stuchlik 1983: 14). Det første domæne er formet af de idéer, forestillinger og
begreber, som subjekterne har og er i stand til at udtrykke verbalt. Det andet domæne er
formet af de handlinger, som subjekterne udfører (ibid.: 14). Holy og Stuchliks pointe er,
at vi som etnografer ikke blot skal undersøge det ene af de to domæner, men at vi i
stedet skal se på samspillet mellem de to: ”no study of action is possible without paying attention
to the notions, concepts, and ideas related to it” (ibid.: 35). Sproglige udsagn er derfor ifølge
Holy og Stuchlik et lige så vigtigt udtryk for den sociale realitet som menneskers
handling og er derfor stadig en essentiel del af de etnografiske data.
Som nævnt i kapitel 2 benægter fænomenologerne da heller ikke, at mennesker
fortolker deres erfaringer og konstruerer repræsentationer af dem. Dét, som de gør
opmærksomme på, er, at de altid skabes på baggrund af vores væren-i-verden, og at det
derfor er erfaringen frem for sproget, der skal være startpunktet for enhver analyse. Men
hvis vi, som Gardner gør, vælger at lave en film, der fuldstændigt ignorerer sproget,
ender vi med en fejlrepræsentation, idet vi hermed negligerer en væsentlig del af den
sociale virkelighed, som subjekterne lever i. Derfor bør sproget, som det normalt bliver
anvendt af subjekterne selv, indgå i enhver filmisk repræsentation. Dette betyder ikke,
at vi skal lave opstillede interviews eller indlede lange sproglige dialoger med vores
informanter, som eksempelvis MacDougall gjorde det med hans ’samtalefilm’ fra
Afrika og Australien. I stedet betyder det, at vi skal søge at repræsentere sproget i de
63