Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

(Henley 2004b). Der har været rettet en række andre kritikker mod filmen 24 , som jeg
ikke vil komme ind på her, da de ikke er centrale for dette speciales problemstilling. Det,
som jeg vil understrege ud fra Forest of Bliss er tre pointer: For det første er det
problematisk at antage, at man som filmskaber umedieret kan overføre subjekternes
erfaring til seeren via etnografiske film. For det andet, at det er diskutabelt at lave
etnografiske film, der ikke indeholder nogen form for kontesktualisering enten i form af
voice-over, interviews eller indsatte tekster. Og for det tredje er det talte sprog, som jeg
vil argumentere for om lidt, stadig er en del af den sociale realitet og bør derfor også
være en del af etnografiske film.
5.2. Den åbne og den utvetydige etnografiske film
Forest of Bliss er et eksempel på, at etnografiske film, der ikke indeholder den
nødvendige sproglige kontekstualisering, har en reel risiko for at blive misfortolket.
Gardners film er det mest udtalte eksempel herpå, fordi al verbal guidning er fravalgt.
Gennemgangen af de andre film i dette speciale peger imidlertid i retning af, at det er et
generelt problem ved den filmiske repræsentation. Den visuelle antropolog og
filmskaber Peter Crawford underbygger denne antagelse, idet han fremhæver, at
filmmediets indbyggede sanselige nærvær bevirker, at den filmiske repræsentation
automatisk har svært ved at levere den nødvendige distancerede forklaring (Crawford
1993: 38). For at overkomme dette problem, foreslår Crawford, at vi gør brug af
forskellige kontekstualiseringsstrategier (ibid.: 41).
Crawford skelner i den forbindelse mellem to forskellige modaliteter i etnografisk
film: Den utvetydige modalitet, som skaber indsigt gennem sproglig forklaring, og den
åbne modalitet, som skaber indsigt gennem en sanseligt forankret forståelse (ibid.: 39).
Etnografiske film bruger typisk den utvetydige form, når tv-seere er målgruppen, idet
modtageren her ikke forventes at besidde nogen forhåndsviden om den filmiske
kontekst og derfor har brug for eksplicitte forklaringer i selve filmen. Disse
ekspliciteringer har tendens til at antage en slags neutral, alvidende karakter, hvor
narrationen fungerer som en slags ”facitliste” (jf. eksemplet med BBC-serierne i forrige
24 Filmen er af Parry (1988: 4-7) blevet beskyldt for at fejlrepræsentere felten, en kritik som Loizos (1993:
160-165) siden svarede igen på. Gardner er også blevet kritiseret for manglende viden om sit
antropologiske felt og for at besidde en naiv forestilling om at kunne filme autentisk adfærd ved at skjule
sine intentioner for sine subjekter (Ruby 2000: 102). Sidstnævnte står i stærk kontrast til både Flahertys
og Rouchs metode, som indebærer, at subjekterne deltager aktivt i planlægningen af de filmiske projekter.
60