Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

stadig dominerede antropologien på daværende tidspunkt, forsøgte fortalerne for den
nye subdisciplin at overbevise moderdisciplinen om sin berettigelse ved at fremhæve
filmmediets instrumentelle og positivistiske potentialer frem for at fokusere på de nye
teoretiske aspekter, som den visuelle antropologi kunne tilføre hele den antropologiske
disciplin. Ønsket om akademisk anerkendelse var så stærkt, at selv efter, at den
skrivende antropologi i 1980erne for alvor begyndte af stille spørgsmålstegn ved det
positivistiske videnssyn, fortsatte mange af fortalerne for etnografisk film med at
argumentere for filmmediets positivistiske kvaliteter (ibid.: 267).
4.2. Jean Rouch – ’cinéma vérité’, ’shared anthropology’ og ’ciné-trance’
Parallelt med denne positivistiske bølge eksisterede der en lille gruppe af filmmagere,
som fremhævede nogle helt andre aspekter ved den filmiske repræsentation. Deres film
kan groft sagt inddeles i to grupper: den såkaldte ’observational cinema’ og Jean
Rouchs ’anthropological cinema’ 12 . Trods forskellige metodiske og teoretiske
indgangsvinkler har disse to ’genrer’ et fælles fokus på repræsentation af social erfaring,
og genrerne indeholder efter min overbevisning begge et stærkt transkulturelt potentiale.
I det følgende vil jeg undersøge Rouchs metodologi.
Jean Rouch er med mere end 140 film den mest produktive etnografiske filmskaber
nogensinde. Han udførte fra 1941 og frem til hans død i 2004 en lang række feltarbejder
i Vestafrika – i lande som Niger, Mali, Burkina Faso, Ghana og Elfenbenskysten – og
hver gang havde han sit kamera med i felten (Jørgensen 2002: 26). Hans film kredser
om temaer som ritualer, besættelser, migration, kulturmøder, modernitet og byliv. Det
metodiske og teoretiske udgangspunktet for Rouch var, at filmmageren, frem for at
være en distanceret observatør, i stedet skulle være en aktiv medspiller og medskaber af
den virkelighed, som indfanges via kameraet. Rouch udviklede i tråd hermed
begrebet ’cinéma vérité’ – på dansk den ’cinematografiske sandhed’. Begrebet henviser
til, at kameraets tilstedeværelse i felten aldrig kan adskilles fra dets registrering af de
handlinger, som udspiller sig foran linsen. ’Cinéma vérité’ var dermed et opgør med
12 Selvom disse to ’genrer’ metodisk adskilte sig fra mange af datidens visuelle antropologer, så fik også
MacDougall og Rouch plads i Hockings artikelsamling. MacDougall var med sine film og publikationer i
1970erne og 1980erne med til at gøre ’observational cinema’ til en populær genre inden for etnografisk
film. Rouchs film modtog også anerkendelse inden for den visuelle antropologi, men da de fleste
skriftlige udgivelser af og om Rouch længe kun eksisterede på fransk, fik hans metodologiske og
landvindinger kun begrænset indflydelse uden for den frankofone antropologi (Jørgensen 2002: 2).
40