Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

1.4. Filmens transkulturelle repræsentation af erfaring
Skiftet i retning af en mere fænomenologisk-orienteret tilgang finder jeg yderst positiv.
Samtidig ser jeg dog et iboende problem forbundet med at skulle repræsentere erfaring.
Problemet hænger sammen med, at antropologien primært har søgt at repræsentere
subjekternes erfaringer gennem fagets traditionelle repræsentationsmedie, teksten. Dette
betyder, at erfaringen er blevet løsrevet fra dens oprindelige fysiske og sociale kontekst
og i stedet reduceret til noget ganske virkelighedsfjernt: skrevne ord på en side. Da
erfaringen ifølge fænomenologien er præverbal, og da sproget ifølge den kognitive
antropologi er struktureret på en anden måde end den menneskelige tankeproces,
betyder det, at repræsentationen af erfaring synes vanskelig at gennemføre via skrevne
ord. Dette er måske en af årsagerne til, at mange ikke-fænomenologiske antropologer
finder den menneskelige erfaring som antropologisk studieobjekt for uopnåelig,
irrelevant eller blot surrogatviden i forhold til den tekstbaserede, intellektuelle viden,
som har domineret antropologien siden fagets oprindelse (MacDougall 2006: 5).
Mens erfaring således er vanskelig at repræsentere via tekst, så argumenterer den
visuelle antropolog og filmskaber David MacDougall for, at det forholder sig
anderledes på film. MacDougall fremhæver, at filmmediet pga. dets særlige
kommunikative koder appellerer til seerens følelser, sanser og kropslige erfaringer på en
måde, som ikke er mulig via den tekstlige repræsentation. Derigennem kan den filmiske
repræsentation være “a way of saying the unsayable … [and] one of our primary means of
comprehending the experience of other people” (MacDougall 2006: 5). Endvidere fremhæver
MacDougall, at den etnografiske film, ved at vise subjekterne som rigtige fysiske
personer med kroppe, gestikulationer, følelser og motiver, kan styrke muligheden for en
tværkulturel og mellemmenneskelig identifikation mellem subjekt og seer. Den filmiske
repræsentation er, som han skriver: “overwhelmingly physical and psychological before it is
cultural. It therefore transcends ‘culture’ in a way that most written ethnographic accounts do not – both
by subordinating cultural differences to other, more visual contents … and by underscoring
commonalities that cut across cultural boundaries” (MacDougall 1998: 252).
MacDougalls argumenter er interessante og nyskabende, men de er samtidig blevet
kritiseret for at være for løse og generelle til at virke overbevisende (Grace 2000: 4). For
mig at se hænger kritikken sammen med, at MacDougall ikke leverer en fyldestgørende
redegørelse for den fænomenologiske base, som hans idéer bygger på. Jeg ønsker derfor
i mit speciale at styrke hans argument ved at redegøre for dets fænomenologiske præmis.
7